Lidt lys midt i kaos

tal sprog christines verden

Mere udvikling

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at de seneste måneder i vores lille familie har været super hårde. Christine har været mere stresset, end vi nogensinde har set hende før. Hun har også reageret voldsommere på stress, end vi har set tidligere. Vi har virkelig været under pres herhjemme og er det stadig.

Men midt i alt dette kaos er der alligevel sket fantastiske ting. Især i løbet af de sidste par uger. For det første er der faldet en smule ro på Christine. Hun har lidt lettere ved at falde i søvn om aftenen (på nær på de rigtigt varme dage), og appetitten er så småt vendt tilbage. Endelig ser vi flere og flere glimt af den pige, som “forsvandt” for flere måneder siden.

Og for det andet er hun begyndt at udvikle nye kompetencer, bl.a. inden for tal og sprog.

 

Tal

Tal er blevet den helt store interesse for Christine. Det startede faktisk for nogen tid siden, midt i kaos. Hun har længe kunnet tælle til ti, men det har været svært for hende at lytte til os for at lære at tælle til mere end ti.

Hun evner at lytte og spejle sig i os til en vis grad, men det er svært at få hende til at koncentrere sig om noget, vi fortæller hende eller viser hende. Derfor er det fx også svært et vise hende, hvordan man tegner et hus eller noget andet, fordi hun blot afviser at se efter. Det samme gør sig normalt gældende, når vi har forsøgt at lære hende at tælle.

Men så for nogle uger siden åbnede hun op for at lære at tælle til 20. Og ikke bare som remse. Hun lærte sig også at genkende tallene, så hun kunne dem enkeltvis. Og hun talte baglæns fra 20 til 1. Og da hun kom ind i sin meget udadreagerende periode, hvor hun slog og rev mig, når hun skulle sove, måtte jeg finde noget afledning. Så jeg spurgte hende, om vi ikke skulle tælle til 100.

Således har vi siden da hver aften talt til 100 – og baglæns fra 100 efterfølgende. 10’erne er stadig svære at holde rede på for hende, men bare hun ved, om det er fx er 40 eller 50, der kommer, så tæller hun videre. Igen også baglæns. Og hun kan genkende mange af tallene, når hun ser dem individuelt. I går opdagede jeg, at hun også kan tælle på engelsk, dog ikke så langt (længe leve YouTube).

Det virker til, at tal og det at tælle giver Christine ro. Hun kan også godt lide at få at vide, hvor mange grader det er udenfor, hvor gamle folk er, og hun tjekker altid, hvor mange minutter og sekunder en YouTube-video varer.

 

Sprog

Rent sprogligt er Christine rigtigt godt med i forhold til sine normaltfungerende jævnaldrende. Hun bruger sproget anderledes på mange måder og har en lidt atypisk udtale på mange punkter, men har et kæmpe ordforråd, styr på forholdsord, begreber og mange ting. Du kan læse mere om hendes sprog her. Nu er hun så, her i løbet af de sidste par uger, begyndt at synge med på sange på YouTube. Engelske sange, vel at mærke. Og det er utroligt at se, hvor meget der har gemt sig inde bag facaden.

Vi har også i længere tid hørt hende synge brudstykker af danske børnesange. Det der med at prøve at synge har ellers aldrig rigtigt været hende. Hun har mere nynnet, hvis noget. Men nu sidder hun intenst og lytter til sangene på ipad’en og synger gerne med.

Eller hun gentager farver, der bliver nævnt i videoerne, også på engelsk. Ofte siger hun farverne, før de bliver nævnt. Hun er også begyndt at tælle til ti på engelsk.

Det lader til, at Christine finder megen glæde ved både tal og sprog. Det med tal må hun have arvet fra sin far og sprog fra mig. Der er ikke nogen tvivl om, at der er skruet et godt og klogt hoved på hende, og hvis hun ellers kan rumme læring og de rammer, der bliver sat i skolen, så tror jeg, hun kan komme rigtigt langt. Om ikke andet så er det altid en succesoplevelse for hende at mestre noget, hvad end det så er. Og hvis hun nu har fundet noget, som hun kan arbejde videre på og lære mere om (tal og sprog), så synes jeg, det er fantastisk.

Vi er ret heldige med det her. Det ved jeg godt. Bare det at Christine har et sprog. Det er der mange med autisme, der ikke har. Andre har et sprog, men har svært ved at udtrykke sig med det. Og selv om Christine ofte bruger sproget lidt anderledes end os andre, så er det der trods alt. Hun kan kommunikere med os.

 

Om at kunne kommunikere sine følelser

Hun er også blevet god til at sætte ord på, hvorfor hun har det, som hun har det. Tidligere kunne man ikke rigtigt få svar på, hvorfor hun blev ked af det eller det, men nu kan hun fortælle om det, når hun er ude på den anden side. For et par dage siden blev hun fx super ked af det, da vi nåede til børnehavens parkeringsplads, fordi hun fuldstændigt havde misset, at vi havde hørt de sædvanlige to Roxette-sange i bilen. Jeg reddede den ved at lade hende høre lidt af hver sang, inden vi forlod bilen (for at undgå nedsmeltning og opkast pga gråd).

Inde i børnehaven så hun meget mut ud i garderoben og brød fuldstændigt sammen, da hendes pædagog kom hen til os. Jeg havde på fornemmelsen, at hun lige genoplevede følelserne fra bilen. Og hun har meget stærke følelser og tager mere på vej af sådan nogle ting, end andre gør. Så jeg tog hende med ud på badeværelset, hvor hun kunne få tisset og komme sig lidt. Heldigvis kom hun hurtigt på ret køl igen og var nogenlunde i hopla igen, da jeg gik. Jeg forlader aldrig Christine, når hun er ked eller grædende, da det sætter for dybe spor i en pige som hende. Hun husker stadig, hvor ked af det hun blev for et år siden, hvor jeg skulle gå fra hende i børnehaven, efter at vi havde været på bondegårdstur.

Samme eftermiddag spurgte Christine mig helt uopfordret: “Hvorfor tror du, jeg blev ked af det i børnehaven?” Jeg sagde, at det var jeg ikke helt sikker på, men hvad mente hun selv? Og så svarede hun så fint, at det var det med musikken i bilen, hun var blevet ked af. Det er virkelig stort for os, at hun selv kan sætte ord på følelser, og hvad følelserne kommer af. For for mennesker med autisme kan det være svært at forstå egne følelser, og hvor de kommer fra. Så jeg er meget stolt.

 

Sommerferie

Om en uges tid venter sommerferien. Tre ugers sommerferie. De fleste familier ser frem til sommerferien, og det gør jeg vel egentlig også. Men det er også med bekymringen for, hvordan det nu skal gå, om vi kan aktivere Christine nok og få holdt strukturen. For herhjemme er det ikke bare ferie og afslapning. Det er rigtigt meget arbejde, dagen lang. Vi skal stadig være foran Christine, planlægge, strukturere og aflede ved kriser.

Især turen i sommerhus kommer til at kræve en del af os, fordi vi ikke er på hjemmebane og skal medbringe en del ting for at sikre, at der er aktiviteter til Christine. Og skiftet fra hjemmet til sommerhus og tilbage igen kommer til at kræve rigtigt meget af Christine. Alt skal nok gå, men kunne vi vælge, så havde vi, for Christines skyld, så lidt ferie som muligt. For hun trives nu engang bedst med den samme, faste hverdag.

På den anden side er det muligt for os (forhåbentlig) at få hende helt ned i gear i ferien. Få hende nulstillet. Så hun er klar til tiden efter sommerferien, som byder på ændringer i børnehaven, femårsvaccination, rejse til Holland for at få klippet tungebånd og en masse besøg hos osteopat både inden og efter turen for at få styr på kroppen i forbindelse med klippet. Det kommer til at kræve energi fra os alle, og jeg tænker umiddelbart, at efteråret ikke bliver helt roligt. Men som med alt andet indtil videre, så klarer vi den – for det skal vi.

Tak, fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her og lidt om autisme her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen, følge min facebookside eller instagram.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.