Planlægning i god tid
Ja, det er vel aldrig for tidligt at planlægge sin sommerferie, også selv om man bliver i landet og egentlig ikke skal det store. I vores familie er det ekstra vigtigt at planlægge sommerferie i god tid, så tingene kan hænge sammen for Christine. Sommerferien skal for Christines vedkommende helst ikke rumme de store ændringer. Og der skal være planlagt aktiviteter til at fylde dagene ud, så alt ikke er op til Christine at bestemme.
Vi er ikke familien, der kan tage sydpå til sol og sommer, så vi håber, at sommeren herhjemme bare fortsætter og fortsætter. En tur sydpå vil være en alt for stor omvæltning for Christine på nuværende tidspunkt. Og hendes behov for særlig kost, som er velkendt for hende, vil heller ikke kunne opfyldes bare sådan. Hun har aldrig været i et fly eller på en længere biltur. Det er noget, der skal tages i små skridt for at vænne hende til det.
I år havde vi egentlig bare lagt os fast på at holde ferie i de sædvanlige uger i juli (læs her, hvordan det gik sidste sommer). Der, hvor der også er færrest børn og pædagoger i børnehaven. Og hvor strukturen derfor bliver lidt rodet, fordi nogle af de vante aktiviteter må aflyses. Det var meningen, at vi skulle være hjemme i vores eget hus og så finde hyggelige aktiviteter, som Christine kunne rumme.
Men – i år er vi tvunget ud af vores hus, fordi vores indkørsel skal graves op pga kloakarbejde. Vi er en af de uheldige husstande i kommunen, hvor nogen har sovet i timen, dengang huset blev bygget. Regn- og spildevand løber således i de forkerte kloakker, og det skal selvfølgelig ordnes. Men det kræver, at vi er ude af huset i en uge.
Sommerhus
Det naturlige valg for os havde været at tage en uge til Lalandia. Her har vi badelandet og legelandet, gederne og et hus, Christine kender. Vi behøver heller ikke selv tage så mange legeting med til Christine, da en del af tiden vil foregå uden for feriehuset. Men det kommer ikke på tale, når det er sommerferie og højsæson. Der kommer simpelthen til at være for mange mennesker. I stedet har vi lejet et sommerhus.
Vi tager kun afsted i en enkelt uge. Den uge, hvor der skal laves kloakarbejde hjemme. Så har vi tid til at vænne os til at være afsted og tid til at vænne os til at være hjemme igen, inden Christine starter i børnehave igen efter ferien. Alt kræver nemlig tilvænning. Det er den første uge af vores ferie, vi bruger i sommerhus, så der er god tid til at være hjemme i de efterfølgende to uger.
At tage i sommerhus med Christine er noget af en opgave. Vi skal nemlig være sikre på at have ting med, som kan fastholde hende i nogle aktiviteter i længere tid ad gangen. Ellers vil hun rende frem og tilbage og have svært ved at fastholde koncentrationen om en aktivitet mere end få minutter ad gangen. Det handler om at tage nogle af hendes yndlingsting med, fx puslespil, perler, tusser og malebøger. Og måske et par dukker med tøj og bleer til. Ofte køber vi også noget helt nyt, som måske skal pakkes ud, der hvor vi er.
De velkendte ting, som vi tager med, gør også, at Christine føler sig tryg, når vi er et nyt sted. Så kan hun fokusere på det velkendte midt i det ukendte. Det er i øvrigt altid vigtigt, at der er en velkendt struktur, som Christine kan holde sig til, hvis der sker noget nyt. Der gælder også herhjemme og i børnehaven, eller når vi fx skal til læge eller tandlæge.
Sommerhuset i år har en god have med sandkasse og gynger, så der også er aktiviteter udenfor. Det ligger tæt på strand og vand, så vi kan komme ned og bade og lege i sandet. Der er også mulighed for at have hunden med, da han også symboliserer tryghed og normalitet for Christine.
Ferie kan være godt
Det er nemlig aldrig super nemt for Christine at holde fri. Som jeg skrev i sidste uge, har hun det bedst med, at alt bare er, som det plejer. Men når det endelig skal være, så er en lang ferie, fx en sommerferie, en god måde at få hende “nulstillet” på. En ferie er som regel kærkommen i vores familie, når Christine begynder at få tics eller bliver meget tydeligt stresset, som hun er i øjeblikket. Så bliver hendes autistiske træk meget tydelige, og hun bliver meget rigid i sin væremåde. Hun bliver også meget ked og mister ofte appetitten. Det er svært for både hende og os.
Sommerferien plejer at være den tid, hvor hun tager nogle gevaldige udviklingsmæssige spring, fordi hun er hjemme med os. Der skal hun ikke anstrenge sig så meget for at være til, som hun skal, når hun er i børnehave. Men skiftet mellem børnehave og ferie og dernæst ferie og børnehave igen er svært for hende.
Det bliver meget spændende, hvordan Christine klarer ferien i år. Hvad der sker af udvikling hos hende. Og hvordan hun klarer at komme tilbage i børnehave. Der er flere af børnene, der skal starte i skole, så der bliver nok ændret på nogle aktiviteter i børnehaven. Og den pige, som Christine plejer at lege lidt med, sådan i det små, er en af dem, der skal starte i skole. Det kommer nok til at give nogle bølger.
Om ikke andet håber vi på, at hun kan få slappet lidt af og få noget ro herhjemme, så hun er klar til endnu et år i børnehaven. Sidste år i børnehaven, for til næste sommer venter skolen.
Det man må give afkald på
For os som forældre er ferien ikke helt ferie. Vi kommer ikke til at sidde med benene oppe i solen, mens vores barn leger alene et sted i haven. Det er meget sjældent, hun leger alene. Men som regel kan en af os måske lige kort slå benene op, men den anden er sammen med Christine. Men madlavning, tøjvask, rengøring osv klarer jo ikke sig selv. Så den, der har hænderne frie, må klare alt det andet.
Vi kommer heller ikke til at have en masse familie eller venner på besøg – eller besøge dem. Og vi kommer ikke til at tage land og rige rundt efter aktiviteter, der kunne være sjove. Og det er egentlig ok. Nogle gange kan jeg godt savne bare at kunne tage et sted hen helt spontant. Uden at skulle planlægge alting. Uden at skulle kigge på, hvad vi ellers har lavet i den seneste tid. Uden at skulle kigge på, om Christine nu kan rumme det. Jeg kan også godt savne bare at tage afsted ALENE, helt uplanlagt. Men det kan jeg ikke. Så kommer der flere uger med ballade og ubalance herhjemme.
Nogle gange kan jeg godt savne ikke at skulle bruge så mange mentale kræfter i alle døgnets vågne timer. Man bliver virkelig slidt af at skulle tage så meget hensyn til alt. Jeg var ikke det store planlægningsmenneske, før jeg fik Christine, fordi jeg ikke selv har brug for den store planlægning eller struktur. Jeg er ret god til at være spontan. I dag tænker jeg automatisk over, hvilke konsekvenser en given handling har for Christine, inden jeg foretager den. Også selv om jeg for det meste ikke længere behøver at tænke over, om det er ok, at jeg går ud og tisser nu, eller om Christine vil flippe ud. For den udfordring er vi forbi.
Man kan diskutere med sig selv, om det er nødvendigt at tage så meget hensyn til Christine. Om vi ikke bare kan slække lidt på alle kravene til os selv om planlægning, forudsigelighed og struktur. Svaret fra mig er NEJ. Havde vi haft endnu et barn, havde sagen været en anden. Men vi har kun Christine. Og hvor end jeg gerne ville slække lidt på strukturen, så ville følgerne af uplanlagte, spontane aktiviteter i massevis være endnu værre end det struktur- og planlægningshelvede, vi lever i nu. Derfor ændrer vi ikke på tingene. Vi gør, som vi altid har gjort og drømmer om, at nogle af tingene med tiden bliver lettere…
Tak, fordi du læste med!