Angst og autisme

angst og autisme christines verden

En ængstelig pige

Lige siden Christine var spæd, har hun haft tendens til ængstelighed og angst. Jeg husker også, at det var en af de første observationer, man gjorde sig, da vi var i spædbarnspsykiatrien.

Da hun var helt lille, manifesterede angsten sig primært som separationsangst. I ekstrem grad. Jeg kunne stort set aldrig forlade Christine i et rum for at gå ind i et andet, fx ved madlavning. Heller ikke bare i kort tid. Var hendes far der, kunne det godt lade sig gøre. I psykiatrien lavede man også på et tidspunkt en test, hvor jeg skulle forlade rummet, mens en pædagog var hos Christine. Der gik det også fint med det. Hun kunne bare slet ikke være alene.

Den dag i dag har hun stadig svært ved at være i et andet rum end os andre, alene. Det er nok også derfor, hun konstant skal have en af os ved sin side. Ikke fordi hun nødvendigvis skal bruge os i sin aktivitet, men fordi hun bliver angst, hvis vi går. Separationsangsten er der bestemt stadig, især i forhold til mig. Og det er også den, der hindrer mig i fx at gå ud en aften, mens Christine og far er hjemme.

Den irrationelle angst

Når man sætter sig ind i angst, og hvad det er for en størrelse, så forstår man hurtigt, at megen angst er irrationel. Dvs. den er irrationel, når man fx tror, at man er i fare, selv om man ikke er det. Sådan er det fx med fobier.

Christines angst, som den er i dag, er ret irrationel. Hun er angst for ting, man slet ikke kan forestille sig, at man kan være angst for. 

Et eksempel, som jeg også nævnte i mit sidste blogindlæg er, at hun overhører pædagogerne snakke om noget med, at de ikke havde nået at tisse hele formiddagen. Måske er en af dem endda kommet til at sige “jeg er lige ved at tisse i bukserne!”. Det er uvist, og det handler egentlig også bare om Christines opfattelse af situationen. Christine tænker meget konkret, føler ikke, at hun har kontrol med situationen og oparbejder en angst for, at pædagogerne skal komme til at tisse i bukserne. Når man har autisme, tager man ofte ting meget bogstaveligt.

For os andre er det en fuldstændigt irrationel angst for noget, som man alligevel ikke kan kontrollere. Og for noget, der slet ikke er farligt for os selv eller andre. For Christine er det en reel angst. Og den opstår og forstærkes, fordi hun i forvejen er i en stresset periode af sit liv. Ovenstående resulterede i, at Christine ikke ville være sammen med den pædagog, der havde skullet tisse så meget. Og det resulterede i, at hun ikke ville i børnehave.

Da vi snakkede om det og fik opklaret “mysteriet” om, hvad hun var bange for, faldt der lidt ro på hende. Hun blev glad for at komme i børnehave igen. Og vi aftalte med pædagogerne, at Christine havde brug for at få at vide, når hendes primærpædagog skulle på toilettet. Så kunne hun genvinde kontrollen og få dæmpet angsten. Men hun var stadig ved at kaste op ved tanken om det hele, da vi snakkede om det om aftenen. Så angst var hun.

Den forsvundne puslespilsbrik

Et andet eksempel på Christines angst er følgerne af en puslespilsbrik, der blev væk, da vi en dag var på besøg hos farmor og farfar. 

Det blev igen til en situation, som Christine ikke kunne kontrollere, for brikken var jo væk. Vi ledte og ledte, både hos farmor og farfar og derhjemme. Brikken var og blev væk. Det blev til nogle aftener og nætter med opkast hos Christine, fordi hun var angst på grund af den ukontrollable situation. Vi købte et nyt tilsvarende puslespil (en pakke med ni puslespil, ligesom det gamle), og hun ville ikke røre de resterende otte puslespil i den gamle pakke.

Det er nu nok i hvert fald et år siden, brikken blev væk. Vi har brugt de nye puslespil lidt, men det har ikke været det samme som før. Da vi tog puslespillene frem her i sidste uge efter en længere periode, hvor vi ikke havde brugt dem, kom Christines angst for den forsvundne brik op igen. Hun spurgte og spurgte til, hvorfor brikken blev væk, og hvad der mon var sket med det. Ligesom hun gjorde, dengang den blev væk. Og vi kunne jo ikke give hende andet svar, end at det er, hvad der kan ske. Når hun spørger og spørger om det samme og kører i ring, så er der som regel angst involveret.

En form for løsning blev, at jeg ved hjælp af det nye puslespil, som var det samme som det gamle, fik lavet en ny brik til det gamle puslespil. En, der lignede rigtigt godt. Så faldt Christine lidt til ro. Men hun vender jævnligt tilbage til tanken om brikken, og hvad der mon blev af den.

Små situationer eller udbrud kan give angst

Så ud over Christines separationsangst (især separation fra mig), opstår der løbende de her “små” situationer, hvor vi må tænke hurtigt og klogt for at stoppe angsten i at udvikle sig hos hende. Det er ikke nok blot at fortælle hende, at alt er ok, og hun ikke skal være bekymret. Det forstår hendes hjerne ikke.

Man kan aldrig helt regne med, hvad hun bliver bange for, men overordnet set skal man huske, at hun er meget konkrettænkende. Så man skal undgå at sige ting som fx “jeg dør af grin” eller “jeg var ved at tisse i bukserne”. Én ting er, at hun opfatter det helt konkret. En anden ting er, at det gør hende bange, fordi hun har behov for at have kontrol. Og det er situationer, hun reelt ikke kan kontrollere. Og hun har nedsat forestillingsevne, så i hendes hoved bliver situationen en anden end den reelle.

Jeg forsøgte forleden dag at læse en lille bog for hende, der hedder “Fortæl mig om politiet”. Det er en af flere små bøger, hvor der også er en bog om lufthavnen, bondegården, osv. Hun blev allerede angst, da vi hun så et billede af to biler, der var stødt sammen i et vejkryds. For sådan noget beskæftiger politiet sig jo også med. Bøgerne er lavet til hendes aldersgruppe, men hun kan ikke rumme indholdet. Jeg er glad for, at vi ikke nåede til den del af bogen, hvor der var en fængselscelle med en tyv!

Vi har med vilje aldrig fortalt hende, hvorfor vi har lås på dørene. Eller hvorfor vi har tyverialarm. Noget, som man normalt godt kan fortælle børn om. For vi kan forestille os, hvordan hun vil reagere: med angst.

En ændret tilgang

Man skal selvfølgelig ikke skærme Christine for alt, stort som småt, som kan virke angstprovokerende på hende. Og det kan man heller ikke. Hun skal jo trods alt ud og være en del af verden, som den nu engang ser ud.

Men vi har også måttet sande, at vi er nødt til at ændre vores tilgang til hende. At mange ting skal hun have forklaret på en anden måde end andre børn for ikke at blive angst. Hendes nedsatte forestillingsevne gør, at hun opbygger nogle andre billeder i hovedet end os andre af ting, som hun oplever.

Lige i disse dage er hun meget bange for to forskellige film, de har set nede i børnehaven (hver dag skiftes børnene til at vælge en lille film). En med Thomas Tog og en med Noddy. Heldigvis griber børnehaven det fint an og giver hende muligheden for at sidde med sin iPad, mens de andre ser film efter frokost. Børnehaven har faktisk rykket fjernsynet helt væk, så Christine kan få ro, når et af de andre børn vælger en af de “farlige” film. Og jeg er ved at finde ud af med børnehaven, hvilke afsnit, det drejer sig om, så jeg kan kigge på dem og forhåbentlig finde ud af (sammen med Christine), hvad det er, der skræmmer hende.

Hun er også blevet bange for et spil, som findes på en iPad, hun låner i børnehaven. Med Christines hjælp har jeg fundet frem til, hvilket spil det er. I spillet skal man bl.a. køre med en ambulance og hente en lille grædende abe, der er faldet på sin cykel. Det har fremprovokeret angst i Christine.

Højt stressniveau = højt angstniveau

Vi har søgt om hjælp hos kommunen for at få redskaber til at håndtere Christines angst. Men det lød umiddelbart, som om det ikke var det nemmeste at få igennem. Jeg synes, at vi i øjeblikket gør, hvad vi kan, når hun får angst. Og inden hun får angst. Men det kunne være rart at kunne forebygge og ikke selv skulle opfinde den dybe tallerken.

Når man sætter sig ind i angst og autisme, lærer man hurtigt, at struktur, faste rammer og ekstra god forberedelse på alting er første skridt mod dæmpelse af angst. Christine har netop haft en turbulent periode med en Hollandstur med tungebåndsklip og efterbehandling. Hun har også manglet sit faste ugeprogram i børnehaven, som først nu er på plads efter sommerferien. Der er startet ny pædagog i børnehaven og to nye børn, bl.a. et barn på hendes egen stue.

Alle disse ændringer, eller nærmere mangel på helt fast struktur, har øget Christines stressniveau og dermed hendes angstniveau. Og det kan tage lang tid at få hende ned igen, til hvor hun var. Herhjemme har vi længe kørt med endnu strammere struktur og forberedelse, end vi normalt er nødt til, for at kompensere for, hvad der ellers sker omkring Christine. Hun er også begyndt at have mareridt om natten og søger ind i vores seng.

Og så må vi også bare sande, at hun er blevet ældre og har fået en anden bevidsthed om tingene. Og meget mere tankevirksomhed, hvilket bare sparker mere til angsten.

Ned med stressniveauet

I dag og i næste uge skal hun testes i børnehaven i forbindelse med skoleafklaring. Endnu en stressor. Vi har forsøgt at få det vendt til en sjov ting, det med testen. At hun skal lave “skoleopgaver”, for det elsker hun. Men det foregår stadig med en psykolog, som hun kun har mødt en enkelt gang før. Heldigvis er hendes faste pædagog med på sidelinjen.

Herefter håber jeg, at vi kan få hendes stressniveau mindsket. Det er så synd, at hun skal være så meget i alarmberedskab hele tiden. Og hun kan ikke selv styre det, så det er os, der skal hjælpe hende. Og at få hjælp til angst hos en femårig med autisme er ikke bare sådan ligetil. Så indtil videre må vi fortsætte med at læse os kloge og øve os i hverdagen. Og så håbe, at vi kan få bevilget hjælp fra en psykolog hos kommunen.

Denne artikel hos Autismeforeningen, Autisme og Angst, giver et meget godt indblik i angst hos bl.a. børn og unge med autisme. Den forklarer, hvorfor det er så vigtigt, at man arbejder med barnet, så angsten ikke vokser sig større og bliver invaliderende, som den desværre bliver for nogen.

Tak, fordi du læste med!

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her og lidt om autisme her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen, følge min facebookside eller instagram.

2 tanker om “Angst og autisme

  1. Vigtigt indblik i autisme hos børn. Angst er svær at håndtere og det er vigtigt at få de rigtige værktøjer.
    Håber i ender med at få hjælp. Det er tungt at opfinde dybe tallerkener.

    1. Det er nemlig så svært at håndtere. Vi ender nok med selv at finansiere hjælpen, da vi simpelthen ikke kan vente på lange sagsbehandlingstider hos kommunen ligesom med vores andre sager. Forhåbentlig kan vi også få lidt værktøjer hos den nye skole som har egen psykolog osv.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.