Sommerhus – en ferie væk fra det velkendte

sommerhus

Vi tog chancen…

… i år og lejede et sommerhus i den første uge af sommerferien. Vi har ikke været i sommerhus, siden Christine var lige omkring et år. Vi har simpelthen oplevet, at det kræver for meget at aktivere hende i et helt normalt sommerhus, hvor der ikke (som i Lalandia fx) er aktiviteter som badeland, legeland eller andet.

En tur i sommerhus kræver, at vi tager rigtigt mange forskellige legeting med, fordi Christines nedsatte fantasievne gør, at hun ikke bare lige finder på et eller andet tilfældigt at lave i et sommerhus eller omgivelserne omkring det. Vi kan fx sjældent foreslå hende at gå en tur og finde spændende ting i naturen, som man ofte kan med børn. Hun vil som oftest svare nej, bl.a. fordi det nok for hende er for abstrakt med en oplevelsesgåtur. Hun har brug for en helt klar plan for hvad, hvordan, hvornår osv, og det kan man ikke nødvendigvis give i forhold til en gåtur.

 

Alt det velkendte kommer med

Så vi har pakket bilen med mange af de velkendte ting hjemmefra til denne tur i sommerhus. Tegnegrej, puslespil og iPad fx. Ipad’en har været vores redning mange gange. Den hjælper Christine til at geare ned, når der har været for mange indtryk. Eller når hun er ked af det eller træt. For mange familier er skærmtid noget, der skal begrænses. I vores familie er det noget af det vigtigste, vi har. Bl.a. fordi det ofte er nogle de eneste tidspunkter i løbet af dagen, hvor Christine kan sidde stille og koncentrere sig. Og så får hendes krop ro, samtidig med at der er læring i de spil, som hun spiller. Eller de videoer, hun ser.

Vi har sørget for at have de kendte madvarer med, så Christine altid kan få noget velkendt at spise. Det er ekstremt vigtigt i en stresset situation som denne. For skiftet fra hjemmet til sommerhus er stressende for hende. Alt er nyt, så det er afgørende, at der er så mange kendte elementer som muligt. Heldigvis kunne Nemlig levere dagligvarer til os, så vi bare skulle tage det vigtigste med hjemmefra.

Christine har selv været med til at pakke sin kuffert, så der ikke er overraskelser omkring, hvilket tøj hun har med eller ikke har med. Vi lærte fra sidste Lalandia-tur, at det kan give en nedsmeltning, hvis man troede, man havde et bestemt sæt nattøj med, men så finder ud af, at det har man ikke.

Vi har også taget piktogrammerne med, men har ærligt talt faktisk ikke fået brugt dem. Christine er generelt rigtigt god til at forstå verbale beskeder, blot vi sikrer os, at hun har hørt, hvad vi siger.

Vigtigst af alt, så har vi også hunden med denne gang. Han plejer ikke at være med til Lalandia, men her i sommerhuset kan han sagtens være med. Han giver lidt ro og stabilitet til Christine, fordi hun kan give ham mad, som hun plejer. Og der skal gås tur med ham som altid.

 

Den første nat

Det var rigtigt svært for Christine at falde til ro i sin seng den første aften. Sommerhuse har sjældent mørklægningsgardiner, og dette sommerhus er ingen undtagelse. Vi har tidligere lykkedes med at dække vinduet til med et håndklæde, men det var ikke en option den første aften.

Herudover var det rigtigt varmt i det lille rum med køjesengen, som Christine skulle sove i. Og hun var tydeligt stresset over, at jeg ikke kunne ligge i sengen med hende, som jeg plejer, fordi sengen var for smal. Så der var rigtigt megen uro, gråd og sætten-sig-op-med-benene-ud-ad-sengen, for hun langt om længe faldt i søvn. Halvanden time tog det vist.

Natten bestod af flere opvågninger. Christine var godt forberedt på, at mor og far sov i et andet soveværelse, men vågnede så af en drøm og græd. Hun havde vist drømt, at hun skulle spise flute og nægtede at lægge sig ned, før jeg kom med et stykke til hende. Så kl. 03.30 spiste hun flute og var så i øvrigt vågen de næste par timer med mig i fodenden af sengen. Til sidst valgte jeg det, der altid virker: at tage hende med ind i vores seng. Så fik vi sovet et par timer.

Den første nat fortalte mig, at hun ikke skulle sove alene i det lille rum, så beslutningen blev, at hun og jeg sov i det ene store soveværelse, og far i det andet. Det har givet nattero de øvrige nætter, selv om det fortsat har været svært at falde i søvn for Christine. Rummet er for lyst, og jeg må først dække vinduet til med håndklæde, når hun sover. Og alle indtrykkene fra dagen, der er gået, skal bearbejdes. Men vi har lykkedes med at sove nogenlunde alle nætter.

 

Når autismen træder frem

Sommerhusferien giver helt tydeligt ekstra stress hos Christine. Hun har været mere ekstrem i sine autistiske træk, end hun normalt er derhjemme. Hun flapper rigtigt meget med armene (mannerismer), hvilket hun næsten ikke gør hjemme. Det sker, når hun bliver overrasket eller begejstret og er meget typisk autistisk.

Det er også sværere end vanligt at få kontakt med hende. Dvs. hun reagerer sjældent, når vi spørger hende om noget, siger hendes navn etc. Når vi forsøger at snakke med hende, begynder hun ofte bare at spørge eller snakke om noget andet, som om hun vitterligt ikke har hørt os. Og hendes hjerne har nok heller ikke opfanget, at vi taler til hende.

Det er også sværere at få hende til at stoppe med en uønsket handling, fx at kaste med sand i vinden på stranden, så det rammer os alle. Vi plejer at aflede hende frem for at sige nej, da “nej”, “stop” og “lad være” ikke virker på hende. Når hun ikke hører os, reagerer hun naturligvis heller ikke på vores opfordring.

Der kommer rigtigt mange babylyde og lyde generelt fra Christine. Hun kravler meget rundt og skal løftes en del. Hun kan heller ikke lege selv og skal hele tiden have en af os ved siden af sig. De simpleste ting bliver til krav for hende.

 

Fremskridt

Der er dog også sket lidt udvikling her ved sommerhuset på trods af stress. Vi har taget Christines gamle løbecykel med. Hun mestrer endnu ikke den store cykel endnu og ønsker sjældent at prøve den. Men den lille løbecykel, som hendes ben for længst er blevet for lange til – den rykker. Og vi har faktisk været ude at gå tur allesammen med hunden og med løbecykel. Det er nyt, for som regel vil Christine kun med, hvis det er i klapvognen.

Så sent som her til formiddag lykkedes det mig faktisk at få Christine med ud at cykle. Jeg foreslog bare en kort tur, og hun sagde ja. Det sker ellers meget sjældent. Så cyklede hun, mens jeg gik efter. Ned og kigge efter hindbær.

Noget andet nyt er, at hun faktisk er begyndt at høre efter, når hun cykler, og vi fortæller hende, at hun skal standse eller se sig for. Også selv om hun i al almindelighed her i sommerhuset som nævnt ofte ikke reagerer, når vi siger noget til hende. Men på cyklen har hun åbenbart fokus. Det er helt nyt og meget positivt, fordi vi netop har været bekymret for det der med at trafiksikre hende, når hun ikke rigtigt hører efter.

Og så har det været en stor ting at være på den første rigtige strandtur med Christine. Hun elsker især sandet, men kan også godt lide at soppe og har siddet lidt i vandet nogle få gange. Hun er stadig ikke helt fortrolig med vandet, så det tager nok lidt tilvænning. Men det har været skønt at kunne tage håndklæder og badetøj med og være et par timer ved stranden. Opleve Christines glæde og begejstring.

 

Når livet sættes i perspektiv

Jeg synes i den grad, vores liv er blevet sat i perspektiv her i sommerhuset. Stort set hver dag kommer vi ud ad huset og ud blandt andre mennesker, fx på stranden. Og så er det, jeg lægger mærke til, hvor anderledes vores liv er fra andres.

Fx når jeg ser, hvordan andre forældre kan sidde eller ligge på deres håndklæde i sandet, mens deres børn trygt leger selv i vandkanten. Eller i sandet. Christine skal have os med til alt, når vi er på stranden. Hun kan ikke gå ned til vandkanten selv eller lege selv. Og hun har brug for hjælp til at finde ideer til fx at samle sten eller muslinger eller grave i sandet.

De andre forældre får lov til at være med i deres børns leg. Fx at bygge et sandslot. Hvis vi foreslår at bygge et sandslot, siger Christine nej. Prøver vi at deltage, når hun graver i sandet, får vi også som regel nej, hvorefter hun ødelægger det, vi måske har forsøgt at lave. Vi får besked på bare at være der, men ikke deltage. I går lykkedes det mig dog at foreslå, at vi skulle dække fars fødder med sand, og det var så tilpas spændende, at Christine gerne ville. Og det blev en rigtig fin leg, hvor vi hjalp hinanden. Sådanne øjeblikke er så sjældne, at man virkelig nyder det, når man er i det.

For nogle dage siden tog vi en tur på havnen om eftermiddagen for at finde noget lækkert at spise. Christine sad afskærmet i klapvognen og blev kørt rundt, mens vi var dernede. Hun ville ikke for tæt på den cafe, der solgte churros, så hun og jeg måtte vente lidt væk derfra, mens far købte maden. Derefter bad hun om at komme hen til et sted, hvor der ikke var andre mennesker. Og der sad vi så og spiste.

På havnen kunne vi se alle de andre familier, hvis børn (på samme alder som Christine eller yngre) selv gik eller løb rundt og begejstrede bad om is eller legede med deres søskende eller venner. Og vi fik de der blikke, der klart gav udtryk for, at Christine da vist nok var for gammel til at køre i klapvogn. Det gik endnu engang op for mig, hvor meget vi er på overarbejde i forhold til andre forældre. Og hvor meget Christine er på overarbejde i forhold til andre børn. Hvor svært det er for hende blot at være ude, hvor der er andre mennesker. Hun tager ALT ind.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke er bevidst om disse ting i hverdagen. Men i hverdagen er vi ikke så meget ude, så jeg registrerer ikke forskellen så meget. En strandtur eller en havnetur sætter derimod tingene i perspektiv. Og så kommer den der dumme misundelse igen. Fordi vi egentlig i det hele taget var heldige, at Christine overhovedet vil med ud. Og fordi det er noget, som andre familier bare gør – hele tiden.

 

Underholdning

Det har, som forventet, været lidt svært at underholde Christine her i vores sommerhus. Og ja, hun skal aktiveres og underholdes, fordi hun som oftest har svært ved selv at finde på noget at lave. Man kan ikke bare sige, at hun skal lære at kede sig og finde på noget selv, ligesom andre børn. For det virker ikke i den her verden.

Ipad

Ipad’en har været vores redningsmand. Vi har lavet en aftale med Christine om, at vi hver dag kan hente et nyt spil til ipad’en, hvis hun har brug for det. Vi har fundet nogle gode spil med Dr. Panda, hvor man kan gå i indkøbscenter, i lufthavnen, bestyre en restaurant osv. Det har givet god ro at have dette at se frem til hver dag, og alle spillene bliver spillet en del, også selv om der kommer nye til.

Sommervejret

Det gode sommervejr har også reddet os. Hvis det havde været køligt med regn, og vi ikke havde kunnet gå ud, havde vi mistet en del muligheder for aktiviteter. Den ene eftermiddag med regn var god, fordi vi kunne trampe i vandpytter. Men så havde vi heller ikke brug for mere af det. Den gode lange gåtur til stranden og hjem igen har været fantastisk. Og ude i haven ved vores sommerhus er der gynger, en sandkasse og et fodboldmål, som er blevet brugt en smule, men ikke meget. Cykelturene har været gode. Og hver gang vi tager til stranden, tager vi først forbi en cafe, hvor vi sidder ude og spiser is og muffins.

Vi har også kunnet sidde ned og tegne eller klippe lidt i papir. Her til formiddag malede Christine og jeg lidt på sten fra stranden, men koncentrationen holdt ikke så længe. Der er rigtigt mange aktiviteter, vi ikke kan lave, fordi Christines koncentration ikke kan holde til det. Puslespil kan hun fx ikke samle sig om heroppe. Og brætspil er helt udelukket.

Bondegårdsbesøg

En rigtig god aktivitet, som vi planlagde i god tid inden ferien, var at tage på besøgsbondegård. Christine havde for nylig været der før og kendte derfor gården godt. Sidste gang var et privatbesøg med børnehaven deroppe, så det var en relativt lille flok mennesker. Denne gang var der 40 børn og deres forældre, men vi tog chancen, fordi der er højt til loftet på bondegården, og det er muligt at trække sig. Det gik rigtigt godt, og Christine klarede det så fint.

 

Hårdt arbejde at være i sommerhus

Skal jeg være helt ærlig, så har jeg overvejet flere gange på denne ferie, om vi skulle tage tidligt hjem. Fordi jeg kan se, at det, ud over at være skønt for Christine, også er super hårdt og stressende for hende. Men jeg har været stædig og holdt på, at det her skal afprøves. Jeg vil virkelig gerne have, at vi kan tage i sommerhus. Når man ikke kan tage til udlandet, så er ferie i det danske noget, vi skal kunne. Og ikke kun Lalandia.

Men det er rigtigt hårdt arbejde. Der er ikke rigtigt plads til afslapning for nogen af os. I hvert fald ikke for os forældre. Hjernen kører hele tiden, fordi vi skal være flere skridt foran Christine. Det er virkelig svært at skulle rumme alle babylydene, når det ikke er en baby, man har. Og når hun faktisk godt kan tale. Og alle hendes frustrationer, som er ekstra store pt, fordi tingene ikke er, som de plejer.

Når man selv er træt, men stadig skal være på hele tiden, så er det hårdt at holde ferie. For det er jo egentlig ikke rigtigt ferie. Vi glæder os vist allesammen til at komme hjem i vores eget hus og holde de sidste par ugers ferie. Og håber på, at der så kommer mere ro på.

Jeg tror ikke, det er sidste gang, vi er i sommerhus. Men vi venter nok lige mindst et års tid, før vi gør det igen. Så må vi klare os med Lalandia indtil da. Det er trods alt mere trygt for Christine.

Men igen – vi klarede den i sommerhuset. Vi er næsten i mål og tager hjem imorgen. Ingen store katastrofer, bare meget hårdt arbejde. Vi har haft flere sejre på denne tur. Og jeg glæder mig meget til igen at ligge i min egen seng i vores eget hus.

Tak, fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her og lidt om autisme her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen, følge min facebookside eller instagram.

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.