Ja, så er vi her igen!
Jeg havde jo aldrig i min vildeste fantasi troet, at et sted, som jeg engang virkelig ikke just var fan af, skulle blive så vigtigt for mit liv. Eller vores liv, rettere. Men sådan er det med Lalandia. Fordi det er blevet sådan et vigtigt sted for Christine. Det er hendes feriested, og det er stort set det eneste sted, vi lige pt kunne drømme om at tage på ferie. Hvor meget vi end gerne ville, så ligger flyferie til sydens sol virkelig langt ude i fremtiden, hvis det da nogensinde kan lade sig gøre. Christines autisme og deraf afledte udfordringer med både mad, varme og fremmede steder komplicerer det der med at tage på ferie.
Så nu er vi i Lalandia igen (læs her om da vi var der sidst). Og pigen elsker det jo. Vi er som regel afsted et par gange om året, og dette er vores forårstur. Vi bookede den for nogen tid siden, da Christine en morgen vågnede og havde drømt, at hun havde været i Monky Tonky Land (som jo findes her i Lalandia). Og hun var bare så ked af, at hun ikke skulle derned allerede samme dag. Så vi besluttede, at nu skulle vi da i hvert fald have det planlagt i kalenderen.
Det falder meget godt sammen med, at Christines børnehave alligevel har lukket op til påske i næste uge. Og at vi tror, at det helt store Lalandia-ryk-ind fra andre børnefamiliers side først sker der. Den første dag hernede har i hvert fald vist sig fra sin rolige side uden for mange mennesker.
Gensynsglæde
Christines gensynsglæde er altid stor. Så snart vi er trådt ind ad døren i Lalandia-centret, venter hun tålmodigt på, at vi får tjekket ind, så vi kan få vores Lalandia-armbånd. Så kan vi nemlig komme i Monky Tonky Land, som vi altid gør den første dag. Faktisk er den faste rutine, at Christine og jeg går i Monky Tonky Land, mens far kører til feriehuset med vores ting samt afsted for at købe de madvarer ind, som vi ikke har med hjemmefra.
Denne gang nåede Christine og jeg at halse rundt i Monky Tonky Land i to timer, inden far kom op til os. Christine er ikke sådan lige til at stoppe, når hun først er igang, så det handler om at få købt drikkevarer og lidt snacks, finde et bord og så tage nogle pauser indimellem. Christine tager nødigt selv pauser, så jeg måtte fortælle hende, at jeg skulle have pause og have noget at drikke. Og så kunne hun godt se meningen i at sidde lidt ned og få noget at drikke.
Jeg måtte også indlægge en ispause på et tidspunkt. Christine kan ikke sidde stille længe og var hurtigt parat til at forlade sin is til fordel for en rutsjebane. Men hun blev siddende og spiste lidt videre, da jeg sagde, at jeg skulle have spist min is op. Sådan er det jo, når man VIL have mor med rundt til det hele. Og det er stadig meget lidt, hun løber rundt på egen hånd hernede.
Man kan godt til nød fortælle Christine, at hun lige kan klatre et par ture op til rutsjebanen selv. Men hun skal være ekstremt meget i overskud for at acceptere det. Til gengæld har hun ikke noget problem med at klatre fra os og rutsje ned selv, når først vi er godt oppe at klatre.
De store trampoliner
Inden vi gik i Monky Tonky Land i denne omgang, skulle vi lige tisse af. Og i den forbindelse kom vi forbi et område med meget store trampoliner, som man hopper på fastspændt i en sele. Selen trækker en opad, så man kan hoppe virkelig højt, faktisk nærmest flyve.
Vi har set disse trampoliner før, men aldrig prøvet dem. Vi har aldrig foreslået dem for Christine, fordi de dybest set er ret voldsomme. Og fordi man jo skal spændes fast og ikke bare lige kan komme væk med det samme. Christine har spurgt til trampolinerne, men aldrig været reelt interesseret i at prøve dem. Denne gang var det så anderledes. Hun var dybt fascineret af de store trampoliner og kunne godt tænke sig at prøve dem!
Trampolinerne åbnede først senere, så vi tissede af og gik i Monky Tonky Land som vanligt. Da Christine var godt mør efter nogle timer i Monky Tonky Land, foreslog jeg hende, at hun kunne prøve de store trampoliner, inden vi skulle hjem. Og det ville hun gerne. Det gjorde det samtidig nemmere for os at gå fra legelandet.
Og tænk engang: vores store pige hoppede i mindst ti minutter fastspændt i sele på en af de store trampoliner! Hun havde en fest og iagttog jævnligt de andre børn, som nødigt skulle hoppe højere end hende. Hun kan få sådan et fandenivoldsk blik i øjnene, når hun øjner konkurrence fra andre, og det så vi også her. Det er så komisk! Men hun voksede altså mindst en halv meter på de ti minutter og var en meget stolt (og træt) pige, da hun kom ned. Virkelig flot, at hun lige hoppede ud ad sin comfort zone der.
Tre dage mere
Nu venter endnu tre dage, og Christine har naturligvis på forhånd planlagt, hvilke dage hun skal i badeland, og hvornår hun skal i Monky Tonky Land igen. Så fredag og lørdag står den på badeland, hvor hun har ytret ønske om at svømme på det dybe, kolde vand med sine nye badevinger. Igen en udvikling vi ikke lige havde set komme. Det er selvfølgelig ikke sket endnu, men hun virker til at være blevet langt modigere, bare siden vi var her sidst for et halvt år siden.
Vi skal også køre i vandrutsjebaner og dase lidt i det nye børneområde i underetagen af Aquadome. Spise Monky Tonky-frikadeller, pølser og pommesfritter. Og ikke mindst tørre vores hår med den store hårtørrer i omklædningsrummet. Ja, alt er planlagt. Det er giver ro hos Christine. Og alt er stort set, som det plejer at være.
Vi har en anden type hus denne gang, men det accepterer Christine fint. Hun var dog en smule rundtosset igår aftes, da vi lige var ankommet til huset. Der var virkelig mange ting, der skulle transporteres fra stuen og op på første sal, syntes hun, og gik lidt i repetitiv mode. Men der var hun også træt efter en lang dag. Appetitten var også på lavpunktet.
Vi sover alle tre på første sal. Her er tre enkeltsenge i et værelse, og jeg har skubbet Christines og min seng sammen. Så sover hun roligere og forhåbentlig lidt længere, så der er energi til dagene, der kommer.
Lalandia er vores ferie
Det bliver interessant at se, om der kommer efterreaktioner på denne tur. Heldigvis har vi ferie en hel uge mere, når vi kommer hjem, så der er tid til at nulstille. En Lalandia-tur er lidt af en udfordring for os alle, men det er vores mulighed for at komme lidt væk. En af de eneste muligheder. For det ER ret svært at underholde Christine i et almindeligt sommerhus fx. Vi kan fx ikke bare gå en tur ned til stranden og kaste sten i vandet. Eller gå i skoven og samle blade. Det er meget svært overhovedet at få Christine med til sådan noget.
Der skal være faste aktivteter, der ikke er for “flydende”. Så vi nyder godt af gedefolden, Monky Tonky Land, badeland og de store trampoliner. Det er vores redning. Lalandia er vores ferie. Også selv om vi gør det igen og igen og igen. Måske skifter vi det ud med noget andet senere hen, men lige nu virker det, som det skal. Også selv om det ikke lige var den slags ferie, vi havde regnet med, at vi skulle hænge fast i.
Det er mig stadig lidt af en gåde, hvordan Christine kan rumme noget så stort, larmende og menneskefyldt som Lalandia. Men det kan hun altså åbenlyst godt. Når blot vi følger vores rutiner og planlægger alt grundigt. Og så er lykken jo et eller andet sted gjort.
Tak, fordi du læste med!