Lalandia – kan man overhovedet det?

Vi blev på det stærkeste frarådet at tage til Lalandia, allerede da Christine var knapt et år, og vi var indlagt i spædbarnspsykiatrien pga. hendes spiseforstyrrelse. Ikke desto mindre måtte vi altså prøve det. Og stik mod alle odds var det en succes.

Det er nok meget individuelt, om et barn med autisme kan klare en tur til Lalandia. Der er typisk megen larm, mange mennesker og meget hurlumhej, og så er man jo væk fra hjemmets trygge rammer. For Christines vedkommende er det mest mængden af oplevelser, der overstimulerer. Man skal styre hendes dag, så hun kan overkomme fx at være nogle timer i badelandet, hvilket hun synes er fedt. Eller en lidt kortere periode i Monky Tonky Land, som kræver endnu mere af hende end badeland. På magisk vis generer larmen i Lalandia hende ikke, og vi aner ikke hvorfor.

Vores opskrift er dog som altid planlægning og forudsigelighed.

 

Faste rutiner hver gang

Vi er i Lalandia ca. to gange om året. Typisk en gang i forsommeren og en gang om efteråret. Vi forsøger at følge de samme rutiner hver gang, så vi starter dagen på samme måde, gør præcis det samme når vi kommer til badeland eller Monky Tonky Land osv. Heldigvis ændrer de ikke så meget på menuen i badeland, så Christine kan spise det samme hver gang. Det er trygt for hende. Aftensmad indtages altid hjemme i huset.

Vi har haft samme type hus ad flere omgange. De første gange, vi tog til Lalandia, havde vi et lille hus, bare med plads til os tre. De seneste par år har vi haft bedsteforældre med nogle gange og har så enten haft bedsteforældrene i et nabohus eller som nu, i ét stort hus. At have bedsteforældre i samme hus kan både være en fordel og en ulempe. En fordel, fordi der bliver knyttet tættere bånd mellem dem og Christine. En ulempe, fordi Christine har svært ved at trække sig, når bedsteforældrene er i samme hus. Så vil hun rigtigt gerne være sammen med dem hele tiden, hvilket kan være meget overstimulerende for hende. Hun kan ikke selv trække grænsen.

Der er ikke så mange ting i Lalandia, der ændrer sig fra gang til gang. Denne gang var der kommet nyt børneområde med nye bassiner og ny rutsjebane, men det var også det eneste. Ellers lignede alt sig selv. Klappegederne var der, og Monky Tonky Land lignede sig selv. Der var ikke ponyridning, men det havde Christine også glemt alt om alligevel.

 

Velkendt, men stadig stressende

Lalandia har bestemt også været en succes denne gang, hvor vi har været afsted fra mandag til fredag. Vi har dog stadig kunnet mærke Christines stress fra før ferien, men ingen tics. De er helt væk. Hun har skullet tisse lidt oftere, men mest når vi har været i huset, ikke så meget i badeland, hvor hun har haft andre ting at tænke på.

Hun har hængt lidt mere fast i rutiner og ritualer end ellers. Fx ville hun typisk kun bruge det ene toilet i huset, ikke det andet. Og alle døre i huset skulle helst holdes lukkede. I badeland kunne hun ikke rigtigt rumme, at der var vådt på fx toiletterne, fordi folk jo er våde, når de er på toilettet i badeland. Det ville hun gerne tørre af. Gulvet ville hun også gerne tørre af, og mine ben fik også en tørretur, selv om vi skulle direkte i vandet igen bagefter. Der har også været en fast procedure for, hvordan hun tog fx nattøj på om aftenen. Et stykke tøj på ad gangen og så ned i stuen og vise det frem og tilbage på første sal igen.

Ting, som hun normalt tager lettere på, har generet hende mere end ellers. Hun er også blevet hurtigere ked af det over ting som fx at skulle vente på andre børn ved trampolinen i legeland. Det er nok en kombination af generel træthed over alle oplevelserne og en let overstimulering. Det har ikke været helt nemt for hende at falde i søvn om aftenen, men hun har sovet godt om natten. Og heldigvis har hun spist godt på turen og været glad det meste af tiden, så vi ser opholdet som en succes.

 

Glæden ved en succesfuld tur

Det har været skønt at se Christine hygge sig og boltre sig i vandet i badeland. At se hende begynde at bevæge sig væk fra os og ikke kun være klinet til os. At se hende blive stående eller liggende i vandet, når andre børn kommer tæt på, hvor hun før straks ville søge væk. Hun har ikke søgt at tale eller lege med de andre børn, men har observeret dem nøje, og man har kunnet se, at hun har fået meget ud af det. Modig pige i vandet, der prøvede nye ting.

I legeland har hun kunnet løbe lidt op og klatre på egen hånd. Ikke meget, men lidt. Man skal helst med hende, som vi altid har været vant til. Nogle gange har vi skullet bære hende lidt rundt for at give hende en pause og lidt tryghed. Og som altid har hun brug for, at vi tolker verden for hende, så hun fx ved, hvornår det er hendes tur til at hoppe på trampolinerne, så hun ikke bliver sprunget over af de andre børn.

Hjemme i huset har vi stadig skullet sørge for massiv aktivering af Christine. Til gengæld har hun så også kunnet sidde lidt længere med flere ting, fx har hun tegnet en del. Altid med os tæt på til at snakke med. Og min mor og hendes kæreste har også kunnet underholde lidt, mens jeg og far har lavet noget andet i huset. I det hele taget har Christine hygget sig rigtigt meget med pensionisterne. Hun lykkedes også med at trække sig til vores soveværelse for at holde pause et par gange. Hendes helt eget flotte valg.

 

Hverdagen venter

Nu venter en weekend med afslapning hjemme i vante omgivelser, inden hverdagen begynder igen. Efter to ugers ferie kræves en rolig indkøring i børnehaven igen. Jeg håber, at Christine tager den i stiv arm, men der skal desværre ikke mere end et enkelt lille bump på vejen til, før hendes verden vælter. Især når hun er sårbar efter en lang ferie.

Tak, fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller på min facebookside.