Efterårsferie, stress og restitution

efterårsferie stress restitution

Stress og tics

Det var virkelig tiltrængt med efterårsferie denne gang. Selv pædagogerne i børnehaven har kunnet mærke øget stress hos Christine. De seneste uger har hun haft tiltagende tics. Noget hun ellers sjældent har, så hun er klart stresset. Hjertescanning på hospitalet, motionsdag i børnehaven, søndagsgymnastik og flere andre ting har fået bægeret til at flyde over.

Hendes tics er i form af lyde med munden. Det startede som en slags udånding, lidt som man gør, når man er lettet over noget. Senere blev det til snorkelyde og en virkelig tung udånding igen. Og noget med at snuse meget heftigt med næsen. Ej at forglemme en heftig ansigtskløe. Sidste stresstegn er øget tissetrang – som i VIRKELIGT øget tissetrang. De første dage af ferien, i weekenden, var vi nede på et interval mellem tissetårene på kun fem minutter. Meget stresset Christine!

 

Endelig efterårsferie

Men nu har vi så to ugers efterårsferie, og målet er selvfølgelig komplet restitution for Christine, så hun er klar til at komme tilbage i børnehave på den anden side. Det er noget af et arbejde for os. Her i den første ferieuge er det kun mig og Christine, der er hjemme. I næste uge holder far også ferie. Ferie alene med mor har som regel været en god ting for Christine. Kun én person, hun skal forholde sig til: hendes klippe. Ikke så meget på programmet, men vi planlægger fra dag til dag, om vi lige skal en tur ud at cykle eller på legeplads i et kvarters tid. Vi skal fast ud på morgentur med hunden hver dag, en opgave i sig selv.

 

Sådan nedbringer vi stress

Først og fremmest har vi ingen planer i den første uge af vore efterårsferie, ud over besøg hos farmor og farfar fredag. Her skal far have ro til at arbejde hjemme, som han fast gør om fredagen. Når vi ingen planer har, kan vi tage den helt med ro, fordi vi intet skal nå. Det eneste, vi reelt skal nå, er at lufte hunden. Vi vælger fra dag til dag, hvad vi ellers har lyst til. Om det skal være en indedag, eller om vi også skal i haven eller ud at gå tur.

Vi minimerer kravene til Christine om, hvad hun bør, må og skal. Her i den første uge har hun fx fået lov til at spise i sin lille Barbie-sofa med ipad’en foran sig. Det giver ro, og der ryger mere indenbords, end hvis hun var blevet bedt om at sidde ved bordet. Når hun er stresset, hjælper det hende ikke, at der sidder en mor eller far, der prøver at konversere med hende.

Alting må tage sin tid. I hverdagen skal vi nå mange ting til en bestemt tid. Det skal vi ikke i vores ferie. Vi tager os god tid til at komme i tøjet om morgenen, spise morgenmad osv. Vi sidder længe over maden, hvilket Christine ofte har brug for. Det eneste, der nogenlunde skal overholdes, er sengetiden. Det er enormt vigtigt for Christine at komme i seng samme tid hver aften, så hendes balance ikke forskydes. En god, lang nattesøvn er alfa og omega for en god næste dag.

Christine må lave lige hvad hun vil. Vi fjerner noget af voksenstyringen. Så får vi også et indtryk af, hvor langt hun er kommet i forhold til selv at igangsætte leg. Voksenstyring er normalt en vigtig del af hverdagen for at sikre, at Christine ikke skal have hele ansvaret for aktiviteter selv. Det stresser hende nemlig. Men den anden vej rundt kan det også stresse hende, at vi sætter tingene for meget i system for hende. Og det kan stresse os.

 

Langsom restitution

Jeg kan mærke på Christine, er hun er mere i balance nu, selv om hun stadig har tics og stadig siger, hun skal tisse ret ofte. Hun har også et behov for, at alle døre i vores hus er lukkede, og visse andre rutiner skal også opretholdes. Hunden må bestemt ikke sætte våde poteaftryk på gulvet – så er hun der med det samme med papir eller vådserviet til at tørre. Nærmest manisk. Hun har også brug for at være meget tæt på mig. Vores symbiose er yderst vigtig for, at hun kan genoplade, og har altid været det. Appetitten er til gengæld ok, men vi tager os også ekstremt god tid til at spise, og Christine er en langsom spiser.

Tissetrangen lader til at være stressbetinget (ikke urinvejsinfektion). Vi har prøvet at få bugt med den ved at sætte timetimeren. I starten til en halv time, og når uret så bippede, vidste Christine, at der var gået tid nok til igen at tisse. Nu sætter vi den til en time i de perioder, hvor Christine stadig synes, hun skal tisse hele tiden. I andre perioder går det fint uden, der glemmer hun alt om tis.

 

Perler efterårsferie stress

Bedring

Der er færre tics nu og mindre gråd, så vi lader til at være på rette spor. Christine begynder at kunne lave nogle ting på egen hånd igen, uden at jeg skal være ved siden af konstant. Jeg har faktisk fået lov til at gå i bad et par dage, mens hun laver noget andet. Og hun har leget med hunden næsten uden min hjælp. Hun kommer også selv i tøjet om morgenen. Til gengæld skal hun have lidt hjælp til at spise, især i starten af dagen. Og man skal som altid være nogle skridt foran for at forhindre frustrationer.

Vi er en lille smule bekymrede for, om stressen vil blusse op igen, når vi skal til Lalandia i næste uge, men vi tager afsted alligevel. Christine er forberedt, glæder sig meget og vil være i vante omgivelser. Vi tager mormor og hendes kæreste med, så der også kommer lidt samvær med bedsteforældre. Christine vil virkelig gerne have dem med i vandrutsjebanen. Forhåbentlig har de fleste mennesker allerede været i Lalandia i denne uge. Og så slipper vi for halloweenuge i børnehaven, som ville stresse Christine mere, end hvad godt er lige nu. Udklædning, spøgelser, uhyggelige lyde og skarpt lys er ikke altid en fordel at opleve, når man er en lille pige med autisme, der ser ting meget sort/hvidt og er super sensitiv.

Tak fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller på min facebookside.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.