“Skal vi lege?”

Normalt er det nu ikke sådan, Christine spørger. Hun er ikke særligt interesseret i det gensidige i legen. Ofte lyder det blot “Mor, vi skal lege” eller “Mor, du skal lege med mig”. Al leg foregår på hendes præmisser, dvs. hun bestemmer, hvordan vi skal lege, og hvem der gør hvad. Autismen gør det svært for hende at indgå i den gensidighed, der sædvanligvis er, når man leger sammen. Hendes hjerne er simpelthen ikke kodet til at skulle lege sammen med andre, hverken voksne eller børn. Som regel er hendes behov blot, at vi sidder ved siden af hende, når hun leger. Det med at lege sammen eller at Christine måske kan lege helt alene, det arbejder vi stadig med.

 

Da Christine var lille

Allerede da hun var nogle få måneder gammel, vidste jeg, at Christine var anderledes i forhold til det med at lege. Hun havde for det første svært ved at ligge helt selv med et stykke legetøj og bare lege med det. Hun kunne faktisk ikke ligge for sig selv. Prøvede jeg at vise hende, hvordan man kunne lege med legetøjet, mistede hun interessen fuldstændigt. Jeg slap aldrig godt fra at foreslå et stykke legetøj. Det var som om, hun selv skulle have kontrollen med, hvad der skulle ske – altid.

Det var stort set det samme, jo ældre hun blev. Hun begyndte dog at blive bedre til at give udtryk for, at hun ikke ville have, at vi prøvede at vise hende, hvordan hun gjorde. Det gav hende mange frustrationer, da man jo ofte lærer bedst ved at se, hvordan andre gør. Så nogle færdigheder er kommet lidt senere, fordi hun har nægtet at tage imod hjælp. I forhold til andre børn med autisme er Christine ellers relativt god til at lægge mærke til og kopiere andres adfærd. Det er som regel rigtigt svært for mennesker med autisme, da hele den der evne til at spejle sig i andre mennesker mangler eller er nedsat for manges vedkommende. Det er en del af handicappet.

 

Da Christine blev ældre

Christine har aldrig været typen, der har stillet ting på række eller efter farve. Det synes jeg ellers, jeg ofte hører om børn med autisme. Da hun var ude af babyfasen, begyndte hun at putte ting i poser eller tasker og tage det op igen – for derefter at gentage mønstret flere gange. Eller stable viskestykker, håndklæder, vaskeklude eller lignende. Eller farmor og farfars dækkeservietter. Det har været en helt typisk måde for hende at lege på og er det stadig, når hun er stresset. Det var en af de ting, der ledte til, at vi snakkede med psykiatrien om udredning for autisme. Den rutine- og ritualprægede leg, som var svær at stoppe.

Og så sprogforsinkelsen, naturligvis. Den meget ritualprægede leg var mest udpræget, da Christine stadig var relativt nonverbal. Da hun knækkede koden til det med at tale frem for blot at bruge lyde, forsvandt nogle af ritualerne. Da var hun ca. 2 1/2 år. Nu snakker hun som et vandfald, og det er ikke noget, man skal tage for givet.

 

Manglende forestillingsevne

Christines leg er mere “normal” nu, men stadig præget af hendes manglende forestillingsevne. Al hendes leg handler om ting, hun selv har oplevet. Hun fantaserer sig ikke til noget. Du ser hende fx ikke lege prinsesse eller far, mor og børn. Derimod gør hun alt med sin babydukke, som hun har oplevet pædagogerne gøre med de små børn i børnehaven. Og dukkerne i dukkehuset køres igennem rutiner, hvor de skal spise, på toilet og så i seng. Og så forfra. Ikke megen fantasi, bare ren realisme og en masse gentagelser.

Når Christine leger med hunden, giver hun ham “sondemad”, som hun oplever det hos nogle børn i børnehaven. Hendes babydukke har walker (gåstativ) og får også sondemad. Nogle gange cykler hun rundt i huset og leger, at hun arbejder på McDonald’s. Og hun leger tit, at hun skriver på ipad’en, ligesom pædagogerne i børnehaven gør, når de skriver, hvad der er sket i løbet af dagen. Eller hun ringer til dyrlægen for at snakke om vores hund, ligesom vi voksne gør. Aldrig fri fantasi.

Hun kan sagtens bygge ting i lego, men det er altid scenarier taget fra hendes virkelighed. Puslespil er en også af hendes store interesser – der er jo helt faste regler for, hvordan brikkerne skal sidde. Og hun kan lave det selv.

 

Manglende koncentrationsevne

Christines manglende koncentrationsevne afføder, at hun ofte skifter aktivitet. Da hun var helt lille, var det max et par minutter med hver aktivitet. En rangle her, en bidering der. I dag kan hun godt strække den længere, måske et kvarter. Ser hun film på ipad eller spiller ipad, kan hun strække den endnu længere. Også til dels ved puslespil eller når hun tegner. Hendes hjerne får ofte impulser til at gøre noget nyt, og hun distraheres let ved lyde eller ting, der sker omkring hende. Derfor skal man være opmærksom på, hvad man selv laver eller snakker om ved siden af hende, mens hun leger. Ellers kan man risikere at distrahere hende ud af den ro, hun kan finde ved en længerevarende leg.

 

“Du må ikke være med til at lege”

Som jeg skrev tidligere, er det komplicerede ved at lege med Christine, at hun ikke kan finde ud af gensidigheden (du gør noget, jeg gør noget). Hvor man typisk skiftes til at vælge, hvad der skal ske, vil Christine altid bestemme i leg. De fleste andre børn lader gerne en voksen vælge en aktivitet i ny og næ. Med Christine får man som standard et nej. Hun kan godt sige ja kort efter, men den skal lige ind og vende i hendes hoved først. Hun skal selv tage beslutningen og positivt tilvælge aktiviteten. Prøver man at blande sig, får man ofte røven på komedie.

Børn lærer igennem leg, så det er en stor udfordring ikke at kunne tage imod input i sin leg. Og ikke altid lige sjovt at være forælder eller et andet barn, der bare er med uden at måtte bestemme noget som helst. Det tog fx meget lang tid for Christine at lære at give sin dukke tøj på, fordi vi ikke måtte hjælpe. Nu kan hun det, men mange frustrationer kunne være sparet, hvis hun havde magtet at lade os hjælpe. Færdigheder som at klippe med saks har også taget tid, men er på plads nu. Men vi kan ikke få lov til at foreslå hende at klippe efter en streg fx, så hun lærer præcision. Vi har endelig fået lov til at vise hende, hvordan hun holder rigtigt på tus eller blyant, så hun kan tegne med større præcision. De fleste andre børn ville have takket ja til at lære det ret hurtigt.

 

Om at lege med andre børn

Ud over at Christine ikke har så megen interesse i at lege med andre børn, så gør det sig også her gældende, at hun har svært ved at lade de andre børn vælge en aktivitet. Eller vælge hvad der skal ske i legen. I børnehaven forsøger pædagogerne at støtte op om at lære hende gensidighed med de andre børn. Men der er lang vej igen.

 

Socialtræning gennem legen

Det hjælper os meget at huske på, at det ikke har noget personligt med os at gøre, at Christine ikke kan tage imod hjælp eller lege med os, bare sådan spontant. Det kommer bare ikke instinktivt til hende. Den autistiske hjerne er ikke gearet specielt meget til gensidighed. Kontrol og forudsigelighed er meget vigtigt, når man har autisme, og man mister kontrollen, hvis man overgiver beslutningskraft til et andet menneske.

Følger man Christines valg af aktivitet i stedet for at foreslå noget selv, så kan man bedre snige sig til at lege med. Måske får man lov til at sætte en legoklods på hendes legobygning. Hvis jeg sætter mig og tegner, mens hun tegner, bliver hun straks interesseret i, hvad jeg laver. På den måde bliver hun en del af mit univers, i stedet for kun at være en del af sit eget. Så kan hun lære af mig.

Det er hårdt arbejde at skulle træne på denne måde med sit barn. Jeg skal træne ting med Christine, som de fleste andre børn kan instinktivt. Ting, som alle tager for givet, at børn bare kan. Når jeg er sammen med andre børn på samme alder, kan jeg klart se forskellen. Træningen er godt givet ud, så Christine får de bedste muligheder i fremtiden. Og hun rykker sig lige så stille og roligt.

Tak fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller på min facebookside.