Der er kun meget lidt energi til at få skrevet på bloggen i denne uge. Jeg er stadig lagt ned med influenza. Det blev ugen, hvor Christine for første gang i sit liv oplevede, at mor kan blive syg. Det har hun ikke prøvet før, og det har været meget utrygt for hende.

Hun bliver hurtigt angst over ting, der for hende er ukendte, så i starten var hun meget bange for mine bakterier, sagde hun. Hun havde det rigtigt svært med, at hun ikke måtte kysse mig på munden, som hun plejer. Og hvad var det nu for nogle bakterier, der kunne smitte hende og gøre hende syg også?

Hun er heldigvis vokset gevaldigt hen over ugen og har hurtigt vænnet sig til, at far har skullet køre hende i børnehave og hente hende, og at han har været den generelle go-to-person de sidste dage. Hun har accepteret, at jeg har skullet ligge på sofaen og blive rask. Og hun har opvartet mig med cola og andre ting. Jeg har fået en masse kys på arme, skulder og kind.

Der har været tidspunkter, hvor Christine kun har kunnet bruge mig, og så har jeg måttet kæmpe mig op fra sofaen. Jeg har været nødt til at sidde med ved aftensmaden om aftenen, uanset hvor skidt jeg har haft det. Ellers ville vi have en datter, der ikke ville få spist. Og jeg har stadig puttet Christine hver aften og ligget ved siden af hende i sengen, til hun sov. Andet ville være for stor en ændring.

Skæbnen ville nemlig, at min sygdom faldt sammen med fastelavnsuge i børnehaven, og en ny dreng, der startede på Christines stue. Så ændringerne har været mange i denne uge. Christine har klaret det flot, alt taget i betragtning, men er helt klart i forhøjet stress. Hun har bl.a. en del tics ved øjnene, og appetitten og humøret har også været påvirket.

Christines far har været helt fantastisk i den seneste uge. Han har måttet arbejde hjemme hele ugen for at kunne aflevere og hente fra børnehave og efterfølgende lege med Christine og klare husholdningen. Jeg har bare ligget og været flad på sofaen. Vi er alle trætte på hver vores måde og glæder os, til alt er tilbage ved normalen igen.

Gudskelov har jeg ikke fået smittet hverken Christine eller hendes far. Det ville være helt katastrofalt, hvis Christine fik sådan en omgang influenza. Sygdom giver altid tilbagegang spisemæssigt, og det er der bare ikke plads til.

Jeg håber på at være stærkt tilbage i næste uge med en fortsættelse af fortællingen om specialbørnehaven. Og forhåbentlig er vi på det tidspunkt alle friske og raske.

Tak fordi du læste med!