Det første besøg

En del af formålet med bloggen her er at vise en anden side af den verden, de fleste lever i. Så derfor har jeg også længe tænkt på, at jeg ville give et lille billede af specialbørnehaven. Den fylder nemlig meget i vores hverdag. Uden den havde Christine højst sandsynligt ikke udviklet sig så meget, som hun har gjort de seneste par år. Hun ville aldrig overleve i en normal børnehave, heller ikke på en skærmet stue. Derfor er specialbørnehaven så vigtig for os – og for mange andre familier.

Første gang vi trådte ind i det, der skulle blive Christines kommende børnehave, var vi mildest talt overvældede. Vi havde aftalt en rundvisning i specialbørnehaven med lederen, og den skulle foregå en formiddag, hvor man kunne opleve mest mulig aktivitet. Så vidt jeg husker, var det en kold dag i februar. Skæbnen ville, at alle børn og pædagoger var samlet i fællesrummet, udklædt i fastelavnstøj. De trænede til fastelavn med sange og guitarspil.

Allerede der så vi forskellen på denne børnehave og en helt normal børnehave. For det første var der langt færre børn, måske omkring 10-15. For det andet var det tydeligt, at flere af børnene havde alvorlige handicaps – af den synlige slags. Vi var jo vant til et handicap hjemmefra, men det er ret usynligt for øjet, som autisme oftest er. Foran os i specialbørnehaven så vi nu børn med bl.a. spastisk lammelse og forskellige syndromer. Børn, der ikke kunne tale, gå og nogle kunne knapt bevæge sig. Det gjorde stort indtryk.

 

Start i specialbørnehaven

Da Christine skulle starte i specialbørnehaven, blev det for alvor cementeret for os, at hun har et handicap. Og faktisk et ret alvorligt et af slagsen. Havde det ikke været alvorligt, havde hun jo kunnet gå i en helt normal børnehave. Eller måske bare i en børnehave med færre børn, end der er i de der kæmpeinstitutioner, som børn på hendes alder ofte er indskrevet i. Der, hvor der er alt for få hænder til alt for mange børn. Og hvor selv helt normale børn nemt bliver overstimulerede.

Men Christines sensitivitet og ikke mindst spiseforstyrrelse har krævet et miljø med ro og struktur, og begge dele har vi fundet i specialbørnehaven. Ganske vist kunne vi godt nogle gange ønske endnu mere ro, end de kan tilbyde i vores børnehave. Men Christine er også virkelig ekstremt sensitiv i forhold til de andre børn i børnehaven.

Da hun startede i børnehaven, var hun ikke vant til at være sammen med mere end max to andre børn ad gangen. Og kun en enkelt gang om ugen. Vi var spændte på, hvordan hun ville tage overgangen til et miljø med fem andre børn på stuen og tre-fire pædagoger, hver dag. Det var fx også dengang, vi ikke måtte lukke døren ind til stuen, da Christine så blev angrebet af angst.

Vi havde allerede været på besøg en enkelt gang med Christine inden opstarten. Så hun var lidt bekendt med omgivelserne. Og hun klarede faktisk opstarten ret fint. Appetitten gik ned, som den ofte gør, når der sker ændringer i hendes hverdag. Men hun virkede glad for det nye sted. Der var helt fast kontaktpædagog til hende i hele den periode, vi kørte hende ind. Vi kiggede langsomt på, hvor længe hun kunne klare at være der. I starten var jeg med til morgenmad derovre, formiddagsaktiviteter og frokost, og derefter kunne jeg begynde at gå lidt. Efter ca. to uger var hun kørt ind og kunne være der selv uden mig. Det var hurtigere, end vi havde turdet håbe på. Snart begyndte hun også at være sammen med de andre pædagoger på stuen, ikke kun den oprindelig kontaktpædagog.

 

Om børnehaven

Der er tre stuer i børnehaven: grøn, blå og gul. Hver stue kan have op til seks børn, og der er typisk knyttet tre-fire pædagoger til hver stue. En rigtigt god normering, men også afgørende for, at børnene kan få den rette opmærksomhed. Ofte er der børn, der har behov for 1-1-kontakt, og det er muligt på denne måde. Mange specialbørnehaver har væsentligt flere børn end vores, så vi er godt tilfredse med, at der max må være 18 børn i børnehaven. Lige i øjeblikket er der ca. otte børn, hvoraf fire skal i skole til sommer.

Christines børnehave bruger helt fast piktogrammer i hverdagen – små billeder, der visuelt viser, hvad dagens program er. Da Christine startede, brugte de også meget tegn-til-tale, da der var flere af børnene på stuen, der havde sproglige udfordringer. Det ser vi ikke så meget mere, synes jeg. Men det er måske, fordi jeg mest lægger mærke til, hvordan de taler til Christine. Og hun har jo ikke som sådan sproglige udfordringer mere. Men da hun startede, talte hun med meget få enkeltord. Ingen sætninger.

Der er fast ugentligt program med aktiviteter, og det er det samme program fra uge til uge. Der sker af og til ændringer og aflysninger, og de har også temauger omkring halloween, jul, fastelavn og påske. Men ellers er tingene i stor stil de samme, og det giver god ro hos et barn som Christine, der er meget afhængig af faste rutiner. Vi har en aftale med dem om, at de så vidt muligt giver os besked om alle ændringer og nye tiltag, nye børn, osv.

Børnene har ugentligt individuelle sessioner med fysioterapeuten og med en talepædagog. Og så er der fælles motorikhold, finmotorikhold, yoga og kreativt arbejde. Ved flere af aktiviteterne arbejdes der indgående med det sociale samspil blandt børnene. De prøver også at komme på legepladsen ofte og en tur ud at gå i nærområdet. Ture længere væk er der kun få af, men som regel er der en bondegårdstur om sommeren og en tur til julemarked om vinteren. Flere af børnene profiterer ikke nødvendigvis af at komme for ofte ud i nye omgivelser. Det samme gælder Christine.

 

Den nødvendige ro og struktur

Specialbørnehaven har givet Christine en fantastisk ro til at udvikle sig, i forhold til hvis man havde besluttet, at hun skulle være i en normal børnehave på en skærmet stue. Der lå et stort arbejde med Christine, da hun stod for at skulle videre fra dagplejen, fordi hun bl.a. var meget letafledelig. Fx i spisesituationer, hvilket gjorde hende meget følsom over for alt for megen ståhej. Og socialt var hun meget hæmmet.

Så ud over autismen var hendes sårbarhed i forhold til mad og spisning en af de afgørende faktorer i forhold til, at valget faldt på en specialbørnehave. Faktisk forestiller jeg mig, at man ville have overvejet en normal børnehave til hende, havde det ikke været for hendes spiseforstyrrelse. Og det ville simpelthen have smadret hende på så mange måder. Det ville jeg nok have modsat mig.

Specialbørnehaven rummer også meget mere struktur og forudsigelighed, end man nogensinde kan skabe i en almindelig børnehave. Det har børn med autisme brug for. Der er mere opmærksomhed omkring det enkelte barn og dets behov. Og der udarbejdes udviklingsplaner for hvert enkelt barn med mål for, hvad man gerne vil opnå. Der er ekstremt tæt kommunikation med pædagogerne omkring ens barn. Man kan altid få et møde med dem, hvis man har spørgsmål eller andet på hjerte. I vores børnehave har hvert barn en iPad med, som pædagogerne skriver på hver dag, så man kan se, hvad dagen har budt på. Ofte er børnene selv enten ikke i stand til at fortælle om det (fordi de fx ikke kan tale) eller ser ikke pointen i at genfortælle dagens begivenheder for forældrene.

 

Tilvænning

Pædagogerne i Christines børnehave har brugt lang tid på at lære hende rigtigt at kende. I starten snakkede hun ikke meget selv og var relativt tilbageholdende. Så kom sproget langsomt, og hun begyndte at snakke med pædagogerne. Efter halvandet års tid i børnehaven, begyndte hun også selv at snakke til de andre børn, i stedet for at bede de voksne om at sige noget til dem.

Efter et halvt år i børnehaven begyndte Christine først rigtigt at spise derovre, som hun gør herhjemme. Det faldt også sammen med, at hun fik fjernet polypper, hvor appetitten efterfølgende blev endnu større, både herhjemme og i børnehaven. Det var en lang tilvænningsproces. Og der skal stadig ikke andet end en tur hen til den nærliggende mølle eller legeplads med madpakker til, før hun mister appetitten. Hun kan simpelthen kun koncentrere sig om at spise i de helt vante omgivelser.

Christine er også blevet lidt frækkere og tør lave lidt sjov med pædagogerne. Når hun altså har mentalt overskud. Og pædagogerne har som regel god tid, da der er max to børn pr. pædagog. Den tætte kontakt er helt nødvendig for, at børn som Christine kan fungere i en børnehave. Og det kræver nærkontakt med Christine at lære at afkode hende, så det er helt essentielt.

Christine har også i høj grad haft, og har stadig, brug for hjælp til at begå sig socialt med de andre børn i børnehaven. Det kræver en fast støtte og pædagoger, der er opmærksomme på hende og hendes signaler. Hvad vil hun gerne, hvad kan hun rumme, hvornår har hun fået nok? Samtidig er der mulighed for at trække Christine ud ad aktiviteter, som hun ikke kan rumme, og tage tingene et skridt ad gangen.

 

Accepten af “special” frem for “normal”

Vi er enormt glade for, at Christine fik tilbudt en specialbørnehaveplads. Vi var endda nye i kommunen, for vi var lige flyttet hertil. Vi inddrog den nye kommune, allerede da vi kiggede på hus her, og de var meget engagerede fra start af. Så specialbørnehaven var altså på plads, da vi flyttede ind. Det var på ingen måde noget, vi skulle forhandle om, da kommunen også have været med til netværksmøde med os i psykiatrien, da Christine lige have fået sin diagnose. Christine kom fra specialdagpleje, så det videre forløb var temmelig klart.

En specialbørnehaveplads er virkelig dyr. Så det er naturligvis kun de børn, man vurderer virkelig har brug for det, som får bevilget sådan en plads. Som forældre skal man lige synke en klump ved tanken om “special” frem for “normal”. Men man kan sige, at vi fra Christine blev født har været vant til, at intet rigtigt var normalt. Så det gav ligesom sig selv. Især fordi vi skulle tænke på Christines behov, ikke vores egne. Og Christines behov er ekstra opmærksomhed og ekstra støtte, hele vejen igennem.

Det er også derfor, Christine naturligvis skal i en specialskole, når hun skal i skole. Og jeg vil kæmpe for, at det bliver en autismespecifik skole, så pædagogikken er den rigtige. Og så Christine forhåbentlig møder andre børn med de samme udfordringer. En af udfordringerne med vores specialbørnehave i dag er, at den rummer et bredt udsnit af forskellige handicaps, og Christine er næsten den eneste med autisme. Det gør, at der ofte tages hensyn til den brede skare, frem for hende med autisme, som har brug for dobbelt så megen ro og forudsigelighed som alle andre.

Men alt i alt er vi rigtigt glade for vores valg af børnehave, og for at Christine trives der. Jo, der er jævnligt bump på vejen og ting, som vi gerne ville have var anderledes i børnehaven. Sådan er det vel altid. Men det er også min opfattelse, at Christine lærer af de bump, der kommer, og hun skal ikke skærmes for alt. Så nogle gange må vi tage nogle heftige reaktioner fra hendes side på ting, der er sket i børnehaven. Det kommer også til at ske i skolen og senere i hendes liv. Så jeg tænker, at det et eller andet sted er til hendes fordel.

I næste uge vil jeg komme med nogle fortællinger fra hverdagen i specialbørnehaven og give et indblik i de sjove, skæve og til tider også tragiske oplevelser, der er fulgt med Christines start der. Vi har mødt de mest fantastiske børn og forældre dernede og har fået et helt andet indblik i, hvordan verden også kan håndteres, når man har et handicap eller er pårørende.

Tak fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen, følge min facebookside eller instagram.