Til tandlæge med autisme

I sidste uge var vi hos tandlægen for første gang i år. Med Christine altså. Det må være omtrent fjerde gang for hende. Hver gang ligger der en opgave i at forklare hende, hvad der skal ske hos tandlægen. For selv om hun har været der før, har hun brug for at høre om proceduren, hver gang vi skal derhen. Så går hun ikke og stresser over, hvad hun skal igennem.

Inden vi tog derover første gang, da hun var knapt tre år, ringede jeg derover og gjorde dem opmærksomme på hendes autismediagnose. Så skulle jeg ikke stå og forklare det for dem foran Christine. Og de kunne være opmærksomme på, at hendes reaktionsmønstre ikke nødvendigvis er som andre børns. Selv for helt almindelige voksne mennesker kan det være forbundet med ubehag at skulle til tandlægen. Så forestil dig lige, hvordan det er for en person med autisme. Når man har en nedsat evne til at forestille sig, hvad der skal ske hos tandlægen. Og når man ikke kender de mennesker, der skal kigge på en. Når der er lys, der blænder en, og en stol, der bevæger sig. Og en masse underlige instrumenter.

 

Forberedelse

Sådan må det også have været for Christine første gang og er det nok stadig. Hun har altid ligget hos mig på briksen for ekstra tryghed, og tandlægen har været god til at bruge bamsen Ferdinand (med meget naturtro tænder). Med den forklarer hun, hvad der skal ske. Både med spejlet, “tællepinden” og dimsen, der blæser med luft. Og så har vi haft den samme tandlæge de første tre gange.

Denne gang var vi dog forberedte på, at det ville være en anden tandlæge. I sommers bemærkede jeg nemlig, at den forrige tandlæges mave var vokset en smule. Det lugtede lidt af en barsel, så allerede dengang fortalte jeg Christine, at vi nok skulle til en anden tandlæge næste gang. Og ganske rigtigt.

Siden sidste tandlægebesøg havde vi læst en del i bogen om Lotte, der skal til tandlægen. Den forklarer, hvad der sker hos en tandlæge. Og så virker den også som afskrækning, så man husker at få børstet sine tænder. I bogen skal Lotte nemlig til tandlægen, fordi hun har fået et hul. Bogen har tjent som en god reminder til Christine om tandlægestolen, der kan køre op og ned, lampen med det skarpe lys og de instrumenter, tandlægen bruger. Og det er visuelt, så det passer godt sammen med autisme, hvor billeder ofte virker bedre end ord.

 

Hos tandlægen

Christine skulle til tandlægen fredag formiddag, og vi holdt hele dagen fri. Det gør vi altid ved læge- eller tandlægebesøg. Det giver ro til at restituere bagefter. Christines far havde mulighed for at tage med, så det blev en familietur. Vi sørgede for at tage afsted i god tid, så Christine kunne få tid til at vænne sig til omgivelserne og måske lege lidt. Og så skal hun altid lige tisse også. Jeg tror ikke engang, hun nåede at se tandlægepiktogrammet på tavlen derhjemme. Så hun forstod altså udmærket forløbet ved, at vi havde snakket om det.

Hun klarede sit toiletbesøg og nåede kun lige at begynde på et puslespil, da klinikassistenten kaldte os ind. Første gang vi var hos tandlægen, blev Christine meget ked af det, fordi hun blev kaldt ind, da hun var midt i en leg. Men denne gang klarede hun det fint. Det var heldigvis et knoppuslespil, hun havde givet sig i kast med, så hun satte hurtigt brikkerne tilbage.

Både klinikassistenten og tandlægen var nye, men søde, og forstod at møde Christine, der hvor hun var. Christine lå hos mig på briksen, vi blev kørt lidt op og fik lys på os. Hun virkede lidt betuttet, men var godt forberedt. Jeg havde især gjort meget ud af at fortælle hende, at hun skulle pustes i munden denne gang. Det havde hun hidtil nægtet. Og den gamle tandlæge lavede den fejl at spørge hende, om hun måtte puste på hendes tænder. Så får man altid et nej.

Tandlægen startede med at puste på min hånd og derefter i Christines hår. Derefter gik det fint med både at blive kradset på tænderne og pustet i munden. Og alt så fint ud. Det var hurtigt overstået, og Christine var pavestolt bagefter. Tandlægen og klinikassistenten roste hende til skyerne. Hun kunne godt huske, hvor de små gaver ligger, og gik over og valgte de klistermærker, som hun altid vælger hos tandlægen. Små smileys.

 

En lille gulerod

Det er altid rart med en lille gulerod på den anden side af en oplevelse som tandlægen. Så vi havde dagen inden aftalt, at vi skulle en tur forbi Burger King og hente frokost med hjem efter tandlægen. Da vi var færdige hos tandlægen, var det dog stadig tidligt på dagen, så Burger King var ikke åbnet endnu. Det vidste vi allerede inden, så vi aftalte med Christine at tage en tur i bilvask med min bil først. Christine elsker at være med i bilvask, så det var en hyggelig oplevelse for hende.

Resten af dagen kørte bare slag i slag med frokostafhentning og så hjem og spise og lege. En del af frokosten blev for Christines vedkommende allerede indtaget i bilen. Det var lidt hyggeligt at køre og spise.

 

Succes

Som I kan læse, så klarede Christine sit tandlægebesøg rigtigt fint. Der er ingen tvivl om, at der var kaos indeni hende, mens det stod på. Men vi er af den opfattelse, at forberedelsen af hende fjerner langt det værste stress. Samtidig er hun efterhånden vant til så mange undersøgelser (af den gode slags, vel at mærke), at hun har opbygget en slags skjold. At have en forælder (helst mor) tæt på i hele forløbet er også meget vigtigt for hendes oplevelse af det som noget positivt.

For os som forældre handler det også om at forklare hende, hvor fedt det er at være hos tandlægen, og hvor sej hun er, når hun har klaret det. Den slags positiv forstærkning virker rigtigt godt på vores datter. Men det er ikke nødvendigvis løsningen for andre børn med diagnose. Alle børn er jo forskellige. Vi har bare fundet virkemidlerne for os. Og Christine suger altid ros og positive kommentarer til sig.

 

Reaktioner

Vi har ikke en udadreagerende pige, og hun har forsinkede reaktioner. Så vi ser ofte først konsekvensen af en aktivitet senere på dagen eller i dagene efter. Christine vil sjældent reagere, mens hun er hos tandlægen, hos lægen eller et andet sted. Hun vil bare holde facaden. Når hun så er hjemme i trygge rammer, vil hun lege ekstra repetitivt, være ked og træt og skulle bæres rundt. Og ofte mister hun også appetitten.

Efter dette tandlægebesøg var det nok mest i hendes leg de efterfølgende dage, at vi kunne mærke stressen. Og at hun lagde sig ned på gulvet ude foran Burger King, smed støvlerne og nægtede at bevæge sig. Og nægtede at acceptere, at Burger King endnu ikke var helt åben, så hun kunne komme ind og tisse på deres toilet. I den slags situationer må man bare bevare roen, sætte sig hos hende og forklare og anerkende, så godt man kan. Intet andet virker.

Christines reaktioner og stress efter sådan et tandlægebesøg er som regel en følge af mange forskellige elementer. Denne gang kom det højst sandsynligt også af det faktum, at det var første uge med (næsten) helt normal hverdag efter juleferien. Og det er i forvejen svært for Christine, når hverdagen starter på en tirsdag og ender med en lang weekend, der starter allerede fredag. Så et tandlægebesøg i sådan en uge kan godt være dråben for en stresset lille pige.

Jeg synes dog, det lykkedes os at få balanceret alt denne gang, således at hun klarede det langt bedre, end vi havde turdet håbe på. Især når man tænker på de ændringer, der var ved besøget denne gang (ny tandlæge og første gang med pust i munden). Vores dygtige pige!

Tak, fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen, følge min facebookside eller instagram.