Nytår

Ligesom alle andre er vi også gået ind i et nyt år. Rent faktisk sørgede vores hund for, at vi blev gøet direkte ind i 2018. Han har store problemer med fyrværkeriet og må hvert år have medicin for at kunne kapere årets sidste dag. Medicinen har bare ikke helt den ønskede effekt, for han falder først til ro, når alt er overstået. I år var ingen undtagelse. Han var i fuld gang indtil midnat – og da det værste så var overstået, så besvimede han nærmest og var i en komatøs tilstand resten af natten og langt ud på formiddagen næste dag.

 

En helt almindelig dag

Vi havde forsøgt at gøre nytårsaften til en nogenlunde almindelig dag. Christine var stadig ret stresset oven på juledagene, så vi fulgte de sædvanlige rutiner. Aftensmaden var også, som vi plejer at gøre det. Men Christine havde dagen inden ønsket sig hamburgerryg til aftensmad, så sådan en kogte jeg ved siden af den roastbeef, der allerede var planlagt. Hamburgerryg spiser Christine kun på een måde: ved køkkenbordet. Det har været fast rutine fra den første gang, hun smagte hamburgerryg, da hun var ca. halvandet år gammel. Jeg skærer hamburgerryggen ud, og så smovser vi hamburgerryg ved køkkenbordet.

Her til nytår var Christine så ekstra stresset og var lige inden aftensmaden igang med en leg, hvor hun puttede far i soveværelset og kørte på sin lille cykel ud for at “købe McDonald’s” af mig. Hun kunne ikke helt holde sig i ro, men ville meget gerne smage hamburgerryggen. Så hun snuppede et par bidder med i hånden; en til far, en til hende. Sådan fortsatte det, indtil et helt stykke kød var forsvundet. Og hun fik lov til det, selv om mange sikkert ville ryste på hovedet, hvis de så det. Herhjemme er vi jo i princippet bare glade for, at Christine spiser.

Det lykkedes at få både far og Christine til bords lidt efter. Nytårsmiddagen gik med lige dele spisning og udkastning af godbidder til hunden, hver gang der kom et brag udefra. Christine prøvede at snyde lidt ved at sige ‘bang’, i håbet om at vi ville kaste flere godbidder ned. Humor har hun altså!

 

Overvældet af fyrværkeri

Efter aftensmaden spurgte jeg Christine, om hun ville se lidt fyrværkeri på himlen. Det er ikke noget, hun på nogen måde har efterspurgt. Men jeg tænkte, at hun måske var klar. Hun kan godt blive lidt ængstelig over ting, som er så langt fra normalen og så voldsomme, som fyrværkeri kan være. Først sagde hun nej, og så sagde hun ja.

Så hun kom op på skuldrene, og så stod vi ved terrassedørene og kiggede. Lige når man har brug for fyrværkeriet, er det der jo selvfølgelig ikke, men lidt kom der da. Vi rykkede ind til havedøren i stuen og kiggede videre der. Og pludselig blev det vist bare for overvældende for Christine, for hun proklamerede, at hun skulle kaste op. Det plejer at være et signal om, at den lille krop er overvældet (eller har drukket for meget mælk, men det var ikke tilfældet her).

Ude på toilettet ombestemte hun sig hurtigt og mente ikke, at hun skulle kaste op, men prutte i stedet. Så fik vi lidt ro på gemytterne, fik læst i en lille bog og afværget ulykken. Hun er helt klart en følsom lille pige, og der skal ikke meget til, før hendes krop reagerer på, hvad der for hende må være overbelastning. Eller i hvert fald overvældelse. Hun har fået en del ængstelighed med sin diagnose, noget som vi er meget obs på i forhold til, når hun bliver ældre, og verden på mange måder bliver endnu større og mere overvældende for hende.

Men tilbage til nytårsaften. Christine kom i seng til tiden. Hun spurgte lidt til bragene udenfor, inden hun sov, men sov så ellers som en sten gennem kæmpestore brag ved midnatstid og resten af natten. Når først hun sover, så kan hun sove, om der så falder en bombe ned lige ved siden af huset. Med mindre der er uro i hendes sind; så kommer opvågningerne.

Christines far og jeg brugte resten af aftenen og noget af natten på at holde hunden i ro ved hjælp af godbidder. Og fik streamet den seneste Hobbit-film (ja, den fra 2014, altså). Og så var det ellers bare med at komme i seng, så vi kunne have lidt energi til næste dag.

 

Tilbage til hverdagen

Det var fantastisk for Christine at komme tilbage i børnehave i denne uge. Hun faldt med det samme tilbage i rytmen, og børnehaven holder sig til de vante aktiviteter og rutiner. Hun var dog ikke så meget for at skulle starte i børnehave på en tirsdag og så have fri her fredag, hvor hun skal til tandlægen. Det er jo ligesom ikke en hel uge. På den anden side ville hun også gerne have haft mere ferie, nu hvor det kom til stykket. Så hun var ikke helt enig med sig selv om sine følelser.

Der er faldet mere ro på hende, selv om hun stadig er mindre i balance, end hun plejer. Vi venter stadig på en efterreaktion på, at hun er kommet tilbage i børnehave, men er ikke sikre på, at den kommer. Før i tiden skulle hun bruge lang tid på at komme tilbage fra ferie, men det er blevet væsentligt bedre. Hvis hun ikke bliver særligt pylret, ikke mister appetitten og kan lege en smule selvstændigt herhjemme, så betyder det, at vi har klaret den uden efterreaktion. Hun kan i hvert fald klare sine puslespil, og så kan det endnu ikke være helt galt.

Nu forventer vi nogle nogenlunde rolige uger, indtil fastelavnen banker på døren. Og påsken. Og alle helligdagene i forår og forsommer. Og det helt store skift i børnehaven, da flere af børnene starter i skole her til sommer. Så der vil blive noget tomt. Jeg håber på, at der kommer nye børn i børnehaven – gerne nogle, der kan udfordre Christine lidt mere sprogligt og kognitivt, da hun pt. er en af de bedst fungerende i børnehaven på de områder. Men nye børn er også en omvæltning, så der vil komme nogle bump for Christine.

Vi er stadig sindssygt trætte, Christines far og jeg. Den her juleferie har virkelig trukket tænder ud. Også selv om vi har været to herhjemme. Og Christine er jo også træt. Det har også været hårdt for hende at holde ferie, men selvfølgelig af andre årsager end for os.

Det er den verden, vi lever i. Os alle tre. To, der slider i det hver dag for at fastholde struktur, forudsigelighed og rutiner. Og en lille pige, der kæmper for at holde sammen på sig selv i alle situationer, både de vante og de uvante. Det har været vores verden i flere år nu. Vi gør det bedste, vi kan, og vi er ret sikre på, at den måde, vi har valgt at tilrettelægge vores liv på, kommer Christine til gode.

For at prøve at gøre det endnu bedre har vi søgt om at få bevilget hjemmetræning til Christine; noget, der hedder ESDM, som er en træningsmetode, der skal forbedre Christines sociale og kommunikative evner. Men ak, sagsbehandling af sådan noget kan tage lang tid. Vi søgte allerede i maj sidste år. Så gik sagsbehandleren på barsel, og sagen kunne først behandles af ny sagsbehandler efter sommerferien. Nu er det så januar. Og de mangler lige det sidste til vurderingen.

Nå, men vi hilser i hvert fald hverdagen velkommen tilbage. Den er det bedste for Christine og dermed også for os.

Tak fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen, følge min facebookside eller instagram.