Når julen banker på

julen jul christines verden

Julen står for døren

Juletræer og julebelysning er dukket op rundt omkring, og folk er så småt begyndt at julepynte i hjemmene. For de fleste familier er det en tid med hygge, glæde og spænding. Især for børnene. Det er det også for os. Men det er samtidig en tid, der kræver megen balancegang, så Christine kan rumme højtiden.

Julen rummer nemlig så ekstremt mange ændringer i hverdagen, som man normalt ikke ville skænke en tanke. Men når man har et barn med autisme, skal der tænkes en ekstra gang over alting. Julen er en meget overstimulerende størrelse, når man er sansemæssigt udfordret og har det svært med for mange ændringer fra det vante. Også selv om man har prøvet det hele året før. Hvert år kræver ny tilvænning til ændringerne.

Julen i børnehaven

Det er helt klart i børnehaven, at Christine er i fare for at blive mast helt flad af julen, fordi det er der, der bliver julet mest. I år har børnehaven heldigvis været ekstra tidligt ude med juleplanlægningen. De kom allerede for i hvert fald en måned siden med en udførlig plan over december måneds aktiviteter.

Julemåneden rummer nemlig en del væsentlige afstikkere fra de sædvanlige aktiviteter. Og som forældre må vi sikre os, at der for Christines vedkommende ikke kommer til at ske for meget hver uge. Derfor har vi blandt andet lagt en fridag ind en dag, hvor de har en aktivitet, som ville tippe læsset, hvis Christine skulle deltage.

Julesamling

Julemåneden i børnehaven byder på julesamling nogle morgener hver uge for alle børnene i fællesrummet. Det er det samme, der sker til hver julesamling, så det er forudsigeligt for børnene. Der er en nissemor (en af pædagogerne), en babydukke og en struds, og de laver sjove ting. Børnene får lov til at være med til at vælge sange, der skal synges. Og så går alle rundt i fællesrummet og synger “Nu’ det jul igen”.

Sidste år var julesamling meget voldsomt for Christine. De første par dage sidste jul sad hun faktisk inde i garderoben på sin stue med en pædagog og så julesamlingen på afstand. I år har hun bare været helt klar og har suget til sig hver dag. Det er så fedt at opleve, at hun kan rumme det bedre nu, for der er jo larm, når der synges og spilles musik. Denne jul er der færre børn i børnehaven, så det kan også spille ind i forhold til hendes tryghed. Men ellers er hun vist bare vokset rigtigt meget siden sidste år. I hvert fald lige på dét punkt.

Luciaoptog og julefrokost

Ingen jul uden luciaoptog, heller ikke i specialbørnehaven. Oprindeligt var det børn fra en nærliggende børnehave, der gik Lucia i vores børnehave, men det blev droppet sidste år. Til glæde for os, blandt andet, da et Luciaoptog i sig selv er en stor ting for Christine, så fremmede børn samtidig er måske ikke den rette kombination. Nu er det det børn fra vores egen børnehave, der skal starte i skole til næste sommer, som går Lucia. Og det er uanset, om man sidder i kørestol eller kan gå selv. Sidste års Luciabrud var netop i kørestol med fin lyskrans på hovedet. Og jeg tror, dette års Luciabrud også bliver en kørestolsbruger.

Julefrokost har børnene naturligvis også. Kun dem og pædagogerne. Der plejer at blive leveret mad fra kroen lige ved siden af. Det er kræs for Christine, som elsker både frikadeller, fiskefilet, æg og alle de andre lidt fede ting, man spiser til sådan en julefrokost. Og det er en mulighed for at træne at spise sammen med flere mennesker, mens man bevarer koncentrationen omkring sin mad. Det er noget en opgave for Christine, men hun kan som regel godt rumme det, og alle deltagerne er jo velkendte.

Julefest og kirke

Julefesten i børnehaven er også for forældre, søskende og bedsteforældre. Sidste år vurderede vi ikke, at Christine var klar til en eftermiddag med så mange mennesker. Og da slet ikke til at besøge julemanden på legepladsen. Men i år prøver vi. Kun far, mor og Christine – ingen bedsteforældre. Der vil være æbleskiver og julehygge, og jeg tror, Christine vil være stolt over at have os med.

Til gengæld holder Christine en fridag, den dag de skal i kirke. Der vil ikke kun være børnene fra vores egen børnehave, men også fra andre børnehaver, og der sker rigeligt i forvejen i den uge. Måske prøver vi kirken næste år. Så i stedet tager vi en hyggedag herhjemme.

Julen hjemme

Julen herhjemme er også godt forberedt. Her til morgen startede vi med at åbne julekalender og pakkekalender. Det har Christine haft, siden hun var helt lille, og det er en hyggelig og overskuelig tradition. Selv hunden har julekalender, som Christine hjælper med at åbne. Vi tændte også kalenderlyset på spisebordet ved morgenmaden.

Men ellers har vi ikke de store julerier igang. Vi plejer at pynte en lille smule op hvert år, men ikke noget med julepynt over hele huset. Vi sætter lyskæde i træet for enden af indkørslen, men det er ikke noget, vi har travlt med, så den er ikke kommet op endnu. Indenfor finder vi som regel nogle enkelte juleting frem, men vi er ikke familien, der hænger nisser i alle vinduer eller julekugler og julekranse over det hele. Det distraherer Christine for meget, hvis der hænger ting og dingler, og hun skal pille ved alt.

Juletræet tror jeg, vi køber en uges tid før juleaften. Christine spørger meget til, hvornår det kommer. Hun kan stadig huske sidste år, hvor vi alle tre sad i bilen med et stort juletræ mellem os, fordi jeg havde været meget optimistisk omkring, hvor megen plads der var i bilen. Men det lykkedes, og det var en fest at køre hjem med træet på den måde, så det gør vi nok igen i år.

Juleaften

Sidste år havde vi farmor og farfar ovre til julemiddag, og det var rigtig hyggeligt. I år skal vi kun være os tre. Og det skal også nok blive hyggeligt. Måske kommer mormor og onkel kort over og afleverer gaver i løbet af dagen, men ellers er vi kun os.

Sidste juleaften var Christine fuldstændigt oppe at køre på mange måder, så alt blev for meget. Maden fik hun ikke spist meget af, selv om der selvfølgelig også var røde pølser til hende. Hun hyggede sig med at pakke gaver op, men vi lærte, at gaveoppakning skal starte helt i starten af dagen, hvis ikke hun skal blive overstimuleret fuldstændigt af det. Ikke at vi havde købt sindssygt mange gaver til hende, for det kan hun ikke rumme. Men det var en uvant oplevelse i sig selv at pakke så mange gaver op på så kort tid og samtidig have besøg af farmor og far.

Det er også voldsomt i sig selv at pakke gaver op, når man ikke ved, hvad der er indeni. Lyder det lidt underligt? For Christine handler det om, at hendes autisme gør forudsigelighed ekstremt vigtig, og der er intet forudsigeligt ved at pakke gaver op. Så i år har vi sørget for, at hun ved, hvad hun får af gaver. I hvert fald de fleste. På den måde behøver hun ikke at forholde sig til overraskelsesmomentet.

Vi prøvede faktisk sidste jul at gemme nogle af gaverne til dagen efter, men det lykkedes ikke. Alt i alt var Christine så meget oppe at ringe sidste juleaften, at hun endte med at løbe stresset rundt i den samme rute i hele huset igen og igen, inden vi fik hende i seng. Hun sov først meget sent den aften (og herhjemme betyder overholdelse af sengetider mere end for mange andre familier). I år skal den normale sengetid overholdes, og vi begynder at pakke gaver ud allerede først på dagen. Så kan vi tage det lidt ad gangen.

Julemiddagen vil i år være lidt anderledes af en enkelt grund: Christine kan spise det, vi andre spiser. Her de seneste måneder er hun begyndt at spise mere af vores mad og mindre af sin egen trygge mad. Vi ved ikke, hvad der har gjordt udslaget, men det er helt fantastisk. Så i år har vi et håb om, at hun faktisk spiser and og flæskesteg ligesom os. Og måske en enkelt pølse ved siden af.

Christine er vokset på mange måder siden sidste jul. Så der er mange ting, som hun naturligt har mere begreb om i julen i år i forhold til sidste år. Det kan vi klart mærke på hende. Men hun skal i høj grad stadig skærmes, så vi kommer godt igennem højtiden.

Juledagene

I dagene, der følger efter juleaften, handler det for os om at slappe helt af og geare ned oven på julemåneden. Det kan være lidt svært, da vi allerede et par dage efter inviterer bedsteforældrene til kaffe, fordi jeg har fødselsdag. Men det bliver et meget kort eftermiddagsarrangement på kun et par timer. Så får vi set dem, når nu vi ikke ser dem juleaften.

Derefter er der så ro på resten af året. Det er vigtigt, for at Christine kan lade op til at starte i børnehave igen efter juleferien.

Nytårsaften vender jeg tilbage til en anden gang, men også her prioriterer vi ro og så lidt afvigelse fra hverdagen som muligt.

Planlagt og forudsigelig jul

Som alt andet i vores familie er selv julen altså planlagt ned til mindste detalje. Der er ikke plads til spontane aktiviteter, fordi Christines verden vil være fyldt med uvante indtryk, som hun skal bearbejde til. Så julen handler, ud over hygge, for os meget om at balancere alles behov og få alle brikkerne til at passe sammen. Og jo, det er mest Christines behov, vi tager hensyn til. Som i de fleste andre sammenhænge er det vores beslutning, at det nu engang er det bedste for Christine. For hvis Christine ikke trives, så har vi andre det heller ikke godt.

Man siger, at julen er hjerternes fest. Og her har vores hjerter besluttet, at vi skal tilpasse julen til Christines lille hjerte. Fordi vi kan, og fordi vi vil. Fordi det er nødvendigt. Så får vi det bedste ud af julen allesammen.

Tak fordi du læste med!

jul julen christines verden

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller følge min facebookside.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.