Mor med selvtillid

Selvtilliden, som er så vigtigselvtilliden mor christines verden

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg i denne uge ville give lidt mere indblik i vores tid i psykiatrien. De ting, vi oplevede. Gode som dårlige. Men for at huske tingene mere i detaljer ville jeg være nødt til at gennemlæse vores journal igen. Og det kan jeg simpelthen ikke lige nu. Jeg fandt den frem fra gemmerne og læste den første side her for et par dage siden – og så begyndte den der hjertebanken igen. Så jeg er altså ikke klar endnu. Ud skal det nok komme, men in due time.

Da jeg var gravid med Christine, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der ventede på den anden side af graviditeten. Det, rent sagt, helvede, som skulle blive starten på mit liv som mor. Som alle andre kommende mødre havde jeg blot drømme om, hvordan tingene ville blive. Og naturligvis også bekymringer over, om jeg ville være god nok for den her lille nye skabning. Det er vel meget naturligt.

Det slår mig nu, som jeg sidder her, hvor vigtigt det er, at man har selvtilliden i orden, når man bliver mor. Hvor vigtigt det er, at man tør tro på, at det man kan, og det man gør, er det rigtige. At man tør se bort fra, hvad andre tænker om en og ens forældreskab, og i stedet følger sin egen hjerne og hjerte. Det gælder for alle mødre, men nok især hvis man bliver mor til et barn med særlige behov.

 

Fordomme overalt

Jeg har på egen krop oplevet så megen forudindtagethed og fordomme om, hvad der er årsag til den situation, man står i med sit lille barn, når tingene ikke går som planlagt. Og for pokker, hvor kender jeg efterhånden mange mødre, der har oplevet det samme. Hvad enten det drejer sig om amning, søvn, opdragelse, eller hvad ved jeg. Folk kigger udefra, men ser ikke, hvad der gemmer sig inde bagved.

Tag nu fx debatten om amning versus flaske. Det er måske at sætte det lidt på spidsen, men i min lidt twistede verden er man fandens heldig, hvis bare ens barn kan og vil spise! Jeg kunne ikke finde det mere uvigtigt, hvor maden så kommer fra. Og jeg kender mange mødre, der ville ønske, at det “bare” havde været et valg mellem bryst eller flaske. I stedet for fx en næse- eller mavesonde. Jeg bliver personligt voldsomt misundelig, når jeg ser et lille barn, der bare spiser af sig selv. Om det så er bryst eller flaske, det er for mig ren luksus. Det minder mig om noget, jeg aldrig rigtigt har haft. Det er selvfølgelig helt naturligt for de fleste, at deres barn spiser; for mig er det bare ikke noget, man kan tage for givet.

Det måtte bare lige ud.

 

Fordomme i det offentlige

Det er jo ingen hemmelighed, at Christine fra fødslen af har lidt af en spiseforstyrrelse. Inden jeg fik hende, anede jeg ikke, at små børn, endsige babyer, kunne have en spiseforstyrrelse. Og siden hen har jeg desværre hørt mange sige, at langt de fleste spiseproblemer hos børn skyldes mor og far. At mor og far er nervøse, presser barnet, er stressede osv. At de såkaldt kræsne børn er kræsne af årsager, der har med mor og far at gøre. Især mor. Det er tilsyneladende den generelle holdning. Det samme mener psykiatrien, og det er nok dem, der har skabt den holdning og bredt den ud.

Lykkeligvis mødte jeg, da Christine var relativt lille, en fantastisk ergoterapeut (hende her), som introducerede mig (og mange andre) til en helt anden verden. En verden, hvor spiseproblemer og kræsenhed som oftest skyldes mundmotoriske udfordringer og overfølsomhed, store polypper eller mandler eller stramt tungebånd. Eller er relateret til et handicap. At det hele så kan forstærkes af en mors eller fars bekymring er en anden sag. Og heldigvis gør denne ergoterapeut nu rigtigt meget for at få uddannet fx sundhedsplejersker til at opdage disse problematikker.

I vores tilfælde kan jeg sige “tjek” til såvel mundmotorik og overfølsomhed som polypper. Ingen af delene blev tjekket på hverken hospital eller i psykiatrien.

Og så gælder det om at have selvtilliden i orden, når verden er efter en af hvad der senere skal vise sig at være de forkerte årsager.

 

Du er, hvad du ligner

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som en super-mor, kort og godt. Med alt det, jeg har oplevet og er blevet udsat for, føler jeg nærmest ikke, der er noget, jeg ikke kan. Jeg ved nu, at jeg er en god mor for Christine; at jeg faktisk er den bedste mor, hun kunne ønske sig.

Men sådan har det ikke altid været. Slet ikke, efter vi kom ind i “systemet”, hvor jeg og mit liv blev gransket i alle ender og kanter. Allerede inden da følte jeg, at noget var anderledes med Christine. Hendes mangel på spontane smil og grin og hendes ofte skeptiske ansigtsudtryk, hvor hendes ansigt ligesom “frøs”, gjorde, at jeg overvejede, om hun overhovedet kunne lide mig. Når hun smilede mere til sin far end til mig en enkelt dag, tænkte jeg over, om jeg nu var en god nok mor. Manglen på spontanitet og de skeptiske ansigtsudtryk er der stadig i rigelig mængde, men nu ved jeg, at det skyldes diagnosen. Det gjorde det også dengang, selv om man forsøgte at bilde mig noget andet ind.

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg dukkede op på hospitalet for at få undersøgt, hvorfor Christine ikke rigtigt ville spise. Blikkene og bekymringen hos personalet var ikke til at tage fejl af, da jeg dukkede op: træt, halvsvedig, uden makeup og uden at have været i bad, med det her barn, der havde spiseproblemer. Jeg blev sat i bås. Sandheden var, at jeg havde prioriteret en morgenlur med Christine og var vågnet i sidste øjeblik til at komme afsted. Og ja, jeg var generelt bare træt. Et par dage efter, da vi tog på hospitalet igen, havde jeg både været i bad, fået makeup på og var meget smilende og overskudsagtig. Det meget sigende og overraskede udbrud fra sygeplejersken “Hvor ser du godt ud!” kom da også prompte.

På denne måde lærte jeg hurtigt, hvordan ens udseende og væremåde ændrer folks indstilling til de udfordringer, man har. Igen er selvtilliden vigtig her for at overleve.

 

Selvtilliden, der var nødt til at vokse

Men man kan jo ikke hele tiden holde masken. Især ikke når ens liv gennemgås bid for bid, og man føler, at man bliver uretmæssigt angrebet og kritiseret. Så derfor brød jeg sammen mange gange i frustration, dels over vores situation og dels over behandlingen fra personalet i psykiatrien. Og jeg brød sammen FORAN dem, og det blev ført til journals. På det tidspunkt mindes jeg ikke, at jeg havde megen selvtillid tilbage. Men jeg husker dog, at jeg stadig følte mig stærk, fordi jeg trods alt kunne håndtere situationen med Christine og vores langt fra normale hverdag. Og fordi Christines far og jeg var stærke og holdt sammen.

Mistænkeliggørelsen af mig som mor var ikke til at tage fejl af (læs sidste uges indlæg). Og det var forfærdeligt, at min fortid blev taget op som en del af nutiden, som en del af årsagen til Christines udfordringer. Det er jo ikke noget, man kan snakke sig ud af. Jeg kunne sige hvad som helst til personalet, og man kunne se på dem, når de opfattede det, jeg sagde, som noget vrøvl. Jeg har altid været god til at se på folk, hvad de tænker om mig, og det er ikke en fordel sådan et sted. Gradvist lærte jeg at tro fuldt og fast på mig selv, uanset hvad de måtte tænke. Selvtilliden voksede, fordi det var nødvendigt for at overleve.

Der var rent faktisk gode oplevelser og søde mennesker i vores tid i psykiatrien. Og mennesker som vi senere hen godt kunne se vidste, at der nok lå en diagnose bag Christines vanskeligheder med mad, det sociale, med at være her i verden i det hele taget. Det er de mennesker, jeg prøver at tænke tilbage på. Det er dem, jeg håber kan bibringe en ændring af systemet. Så man, frem for at kigge på små detaljer, kigger på helhedsbilledet. Havde det været sådan dengang, så havde både Christine og andre børn kunnet få den rigtige hjælp hurtigere.

 

Stærkere mor

Så jeg sidder tilbage som en stærkere person i dag. Men også som en person, der har lidt nogle gevaldige knæk i en periode af mit liv, der skulle have været rigtig lykkelig. Som har lidt under et system, der mangler viden om, hvordan man håndterer forældre, der står et svært sted i deres liv. Et system, der er så fagligt, at det glemmer at være menneskeligt. Et system, der ved at lave nogle få ændringer i den måde, det adresserer forældre på, kunne opnå meget mere respekt og samarbejde fra disse forældre. Og som kunne undgå at lave nogle grusomme fejl med menneskers liv ved at tage en, på nogle måder, forældet tilgang til småbørn og deres forældres relation op til revision. For problemerne skal langt fra hver gang findes i relationen.

Det var nok mit “held”, at jeg senere vendte tilbage til systemet for at få Christine udredt for autisme. For selv om det foregik i den samme bygning og involverede flere af de samme mennesker, så mødte jeg her en helt anden holdning til mig og mit barn. Ingen fordomme, ingen anklager, ingen der så skævt til os. Jeg er ikke kun positiv over dette, fordi mit mor-ego blev plejet af den ros, jeg fik under udredningen. Det boostede da helt klart min selvtillid. Jeg er blot glad for, at man endelig kiggede på Christines udfordringer med de briller, som man hele tiden skulle have brugt.

Jeg tror ikke på, at det er alle, der kommer stærkere ud af de oplevelser, som jeg og mange andre (især mødre) har haft. Nogle bliver nede og kan ikke komme op. Nogle har allerede i forvejen kun få ressourcer at trække på. Og det er simpelthen ikke fair. Når man har brug for hjælp, skal man lyttes til og ikke trampes på, når det man siger eller gør ikke lige passer ind i en bestemt boks. Vigtigst af alt bør systemet tro på, at man som mor eller far kender sit barn bedst. Uanset hvor i systemet man er.

 

selvtilliden mor christines verden

Et øjebliksbillede

Mange af de ting, man ser som udefrakommende, er blot øjebliksbilleder. Præcis som det gør sig gældende, når du ser et barn gå amok i supermarkedet og tænker, at det bare er uopdragent. For det er kun et øjebliksbillede. Du kan ikke dømme ud fra det. Der kan ligge så meget bag, som du end ikke kan forestille dig.

Eller når du ser Christine og tænker, at hun da bare er en lidt stille og genert, men velfungerende pige. For inde bagved gemmer der sig et gennemgribende handicap, som er en del af hende resten af hendes liv. Jeg har accepteret, at jeg for evigt og altid vil skulle forklare og forsvare hendes handicap, fordi man ikke kan se det. Og jeg ved, at folk vil blive ved med at kommentere “ah, det er da ikke så slemt, det skal hun nok lære”.

Den selvtillid, jeg har vundet mig efter at været blevet mor til Christine, er derimod ikke et øjebliksbillede. Det er den, der gør, at jeg tror på, at jeg tager de rigtige beslutninger omkring vores liv. Også når det blot er at følge min intuition. Og det er den, der gør, at jeg i det mindste ved, at der er en enkelt ting, jeg er god til her i livet, for altid: at være Christines mor.

Tak fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller følge min facebookside.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.