Banket tilbage til tiden i psykiatrien

Forestil dig…

… at du er blevet mor for første gang. Du har virkelig glædet dig og har hørt alle historierne om, hvor lykkeligt det er at blive mor. Og du har fået den smukkeste lille babypige efter en lidt hård fødsel, der endte i kejsersnit.

Forestil dig så, at intet går som det burde fra start af. Dit barn har svært ved at spise, sover meget, græder meget lidt i forhold til andre babyer. Amningen slår fejl, og redningen med sutteflaske kommer ikke, for din baby vil heller ikke spise af sutteflasken. Du bruger mange timer i døgnet på at give hende mad, for når hun endelig spiser, går det ekstremt langsomt og er hele tiden afbrudt af gråd, baby der går i flitsbue på din arm eller simpelthen falder i søvn midt i maden. Selv falder du ned i en fødselsdepression og må tage medicin.

Efter forsøg med alverdens sutteflasker og ekstra ernæringsholdig modermælkserstatning ender det med hospitalsindlæggelse, og dit barn er nødt til at få en sonde lagt gennem næsen. Alt fysisk bliver tjekket på hospitalet; hjerte, lunger, spiserør, der behandles for refluks, spiseteknik bliver også tjekket. Du bliver rost for, hvor god du er til at holde roen, trods et meget uroligt barn, der kæmper for ikke at spise. Alt er i orden, intet galt. Tilvænningen til sondemad gør desværre, at dit barn til sidst næsten ikke spiser selv og er som godt som hundrede procent sondeernæret.

 

psykiatrien barnevogn
Barnevognen på sin faste plads uden for stuen i psykiatrien

Psykiatrien – redningen, der ikke kommer

I bliver henvist til spæd- og småbørnspsykiatrien, hvor I skal have hjælp til at finde ud af, hvorfor dit barn ikke vil spise. Og ikke mindst få hende sondeafvænnet. Det er her, man kigger på den psykiske del af spiseproblemer hos helt små børn, når intet fysisk ligger til grund for vanskelighederne. Det er her, løsningen skal findes. Det er her, I skal have hjælp.

Men hjælpen er ikke helt som forventet. For at kunne hjælpe jer skal personalet nemlig ind og observere dig sammen med dit barn, hvad du siger og gør, hvordan du håndterer barnet. Hvordan barnet reagerer på, hvad du gør, og hvordan du leger med det. De kigger også på, hvordan dit barn leger, om det pludrer eller snakker og er god til øjenkontakt. De skal kigge på, om relationen mellem dig og dit barn er i orden, eller om den bærer præg af belastning (se også dette indlæg).

Under jeres månedlange ophold gør personalet dig opmærksom på, at der er en belastet relation mellem dig og dit barn, og at det højst sandsynligt er derfor, dit barn har svært ved at spise. At du som mor skal have hjælp til at få vendt denne udvikling. Du skal med andre ord have hjælp til at være en god forælder for dit barn – noget dine venner og andre du kender tilsyneladende ikke har nogen problemer med, så hvorfor lige dig?

Dit barn har svært ved øjenkontakt, reagerer knapt nok, når du forlader rummet og har svært ved at lege som andre børn på den alder. Hun er letafledelig og distraheres let af folk, der kommer ind i rummet, billeder på væggene, osv.

 

Du analyseres som mor

Dit forældreskab granskes helt i bund af en psykolog, som du umiddelbart ikke bryder dig om. Du kan se lige igennem alle psykologens spørgsmål og ved, hvad hun graver efter. Noget skidt, som du kan have overført til forholdet til din datter.

Din barndom og din fortid generelt gennemgås for at se, om der ligger noget begravet, der kan være medvirkende til den måde, du håndterer dit barn på. Personalet har fra start af været opmærksomme på, at du hurtigt efter fødslen udviklede en efterfødselsreaktion, hvilket må have spillet ind i forhold til relationen til dit barn. De opdager også hurtigt, at du som ung led af depressioner og angst og kastede meget op. Det tages også med i vurderingen.

Psykologen spørger meget ind til dit forhold til dit barn. Hvad føler du, når hun smiler eller pludrer til dig? Hvad føler du, når du leger med hende? Tærer hun på din energi? Var hun et ønskebarn? Minder hendes spiseproblemer dig om, at du også selv engang havde problemer med kvalme og dermed med at spise? Der sættes også spørgsmåltegn ved, hvorfor din hund har barnestatus i hjemmet og får megen opmærksomhed. At du og din mand som regel tager jer af en hver, enten barn eller hund, så de nærmest er ligestillede.

Imens er du selv i et kæmpestort kaos. Dit forældreskab er under angreb. Det, der skulle have være så ukompliceret og intuitivt – at være mor – er det slet ikke. Du skal have hjælp til at lege med dit barn, hjælp til at lære dit barn øjenkontakt, hjælp til at lære dit barn at spise. Der kigges efter, når du skifter dit barn, om du siger de rigtige ting til hende. Du får at vide, at du ville være en god mor for et helt normalt barn, men at du skal have hjælp til det her særlige barn. Du er med andre ord ikke en god nok mor for dit barn, mener man i psykiatrien. Du føler, at hele skylden lægges på dig, på trods af at din datter har været som hun er lige fra fødslen.

 

Jeres liv i andres hænder

Din og dit lille barns hverdag planlægges af andre mennesker. Du er væk fra hjemmet fire til fem dage om ugen fra tidlig morgen til ud på eftermiddagen, så du ser ikke rigtigt andre mennesker. Dagene går i øvrigt fuldstændigt op i at planlægge måltider, leg og stimulering for dit barn. Du glemmer dig selv, for der er ikke plads til dig selv i alt dette. Du glemmer også dit parforhold, for det er der ikke megen energi til. Når du og din mand snakker sammen, snakker I som regel om indlæggelsen og alle udfordringerne.

Omverdenen forstår dig ikke helt, de kender ikke til den her verden, og de ser dig jo aldrig, så de får ikke meget at vide. Du har kun lige energi til en gang imellem at tage på besøg hos din mor. Dit barn er for følsomt til at tage med omkring, og det er besværligt med sonden og den skråstol, hun skal sidde i, når du træner hende i at drikke mælk fra flasken. Samtidig kaster hun ofte op pga sondemaden, så det er nemmest at være hjemme. Især fordi du kan risikere, at hun kaster sonden op, så I skal på hospitalet og have lagt en ny.

 

Tiden går

Da dit barn er tæt på at fylde et år, lykkes det endelig at komme af med sonden. Hun spiser dog stadig ikke det store, lidt blendet mad, masser af smør og delvist lidt ost. Og drikker en del mælk. Psykiatrien presser på for, at dit barn skal have taget på hver uge, når hun vejes – som de har gjort, siden I kom derud. Det er direkte i modstrid med, at I selvfølgelig ikke skal presse jeres barn til at spise, så I må tage skraldet, når vægten ikke siger det, den burde. For I nægter at presse jeres barn.

Alt er blevet hverdag nu, og hverdagen med et spiseforstyrret barn er, som den er. Du føler stadig hele tiden, at du skal kæmpe for at bevise, at du er en god mor. Især når du er i psykiatrien og bliver observeret. I har jo en belastet relation. Du har konstant dårlig samvittighed over for dit barn, og det hun skal igennem.

Takket være din mand, som nu er hjemme på barsel med jer, og som har endnu sværere ved at rumme dagligdagen på en børnepsykiatrisk afdeling, lykkes det jer at få lov til at blive udskrevet. I stedet kommer en pædagog på jævnlige besøg for at observere jer og jeres datters spisning og komme med råd. I får lidt mere mulighed for at være jer selv og få en hverdag som familie til at køre.

Jeres datter bliver kørt ind i specialdagpleje, hvor hun er eneste barn. Så er der fokus og ro til, at hun kan blive bedre til at spise og lære det, man nu skal, når man er et lille barn. Hun kan skærmes, da hun er meget følsom over for nye oplevelser og let distraheres i leg eller spisning.

Da du ikke kan give din arbejdsplads en fast dato for tilbagevenden efter den noget forlængede barsel, vælger du at sige dit job op. Så kan du lade lidt op, mens din datter er i dagpleje, og få lavet noget husligt. Til gengæld ryger kontakten til arbejdsmarkedet, men mentalt kunne du heller ikke være længere væk fra det at have et normalt arbejde og et normalt liv.

 

Den grimme journal

Psykiatrien forfølger jer lidt endnu. Da din datter er et år og nogle måneder, siger sygeplejersken på et hjemmebesøg, at nu skulle jeres datter også gerne snart begynde at sige nogle ord. De vil gerne høre noget sprog. Og det er der ikke noget af.

I har rekvireret journalen fra hele forløbet i psykiatrien. Det er hård læsning, som kører rundt i relation, tilknytning osv. Men samtidig meget delte meninger. Nu kan I læse de tanker, man har gjort sig. Særligt den lidt specielle psykolog, som I havde dårlig kemi med, vader meget rundt i din relation til din datter. Og ikke mindst i din egen fortid. Journalen nævner intet om de ret autistiske træk, din datter har. Og man erkender på intet tidspunkt i journalen, at årsagen til spiseudfordringerne ikke kunne findes i dig og din datters forhold. Ej heller har man en løsning.

Efter endnu et par måneder stopper hjemmebesøgene, og I udskrives helt, men aftaler en genindkaldelse ved toårsalderen for at følge op. Endelig har I som familie fået jeres liv og selvbestemmelse tilbage. Skønt, men også uvant og angstprovokerende. I skal blot jævnligt dukke op på et hospital og få vejet og målt jeres datter.

 

Tilbage til psykiatrien

Da du og din datter vender tilbage til opfølgningen, er der en helt anden tilgang til dig og dit barn. Der falder udelukkende rosende ord om din måde at håndtere dit barn på. Hvor dygtig du er til hele tiden at være flere skridt foran og afkode, hvad hun har brug for. Hun taler nemlig stadig ikke, hun har kun lyde. Men hun hænger på dig og er meget afhængig af, at du hele tiden er lige ved siden af hende.

Psykologen fra indlæggelsen er der heldigvis ikke; kun en læge, som du altid har syntes godt om. Og hun roser dig til skyerne for dine forældreevner. I aftaler en udredning for autisme, da din datter udviser behov for mange gentagelser og ritualer, stadig har vanskeligheder med øjenkontakt, at reagere på sit navn og flere andre ting.

Udredningen er en god oplevelse, og du oplever endelig, at der kigges mere på dit barns problematikker end på dig som mor. Du får at vide, at du gør alt, hvad du kan. Man er ikke dømmende, som du oplevede, da din datter var helt lille. Jeres liv granskes ikke. Det er også en ny psykolog, som du har bedre kemi med. Hun er yngre og ikke af den gamle skole som den tidligere psykolog. Hun virker ikke anklagende på nogen måde. Alt handler nu om at hjælpe din datter, forstå hendes udfordringer.

Det ender med en autismediagnose. Som ventet, men så alligevel ikke. Pludselig giver alle udfordringerne mening.

 

Et spøgelse fra fortiden

Tilbage til nutiden. Din datter er fire år og velplaceret i en specialbørnehave. En novembermorgen kører du og din datter ind på parkeringspladsen foran børnehaven. Et spøgelse fra fortiden er netop steget ud ad en taxa samme sted. Pludselig ved du, hvem det er, der kommer for at observere et af de andre børn på stuen: den ubehagelige psykolog fra jeres tid i psykiatrien! Hende med relationerne. Hende, der angreb dig og din lille familie. Og hende, der helt sikkert virkede, som om hun ingen børn havde selv.

Du får hjertebanken og bliver fysisk utilpas, men holder masken for din datters skyld. Du bliver banket fuldstændigt tilbage til fortiden. Hvad gør du?

Du forsøger næsten at gemme dig, da du kommer ind med din datter. Den dumme psykolog står desværre og blokerer vejen ind til din datters stue. Hun spotter dig, og du ved, hun har genkendt dig. Efter en kort hilsen bakser du din datter ind, alt imens du forsøger at holde fokus på at få hende ud ad tøjet, hjemmesko på, osv., så du kan slippe væk. Du udviser naturligvis en ekstra altoverstrømmende omsorg for dit barn, ligesom dengang i psykiatrien; du falder direkte ind i den gamle rolle. Imens er din datter stresset over det nye menneske i garderoben og giver dig et smækkys på munden helt uden opfordring. Som om hun ved, at det fremmede menneske er specialist i at observere forældre-/barnrelationer, så hun bare lige må vise, at hun altså elsker sin mor – trods alt.

Slipper den fortid nogensinde helt sit tag?

 

Tak fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller på min facebookside.

4 tanker om “Banket tilbage til tiden i psykiatrien

  1. Waaaaaaauu! Det bedste indlæg til dato! Fantastisk flot beskrevet, levede mig helt med. Fik god nok lyst til at smække psykologen en, men det må man jo ikke….

    1. Tak, sødeste ? Nej man må vise sig fra sin voksne side og bare tænke “hun ved jo ikke bedre” – man må ikke slå ?

    1. Det må man sige – vi er heldigvis ude på den anden side, men påmindelsen kommer så lige i sådan et tilfælde her ?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.