Nu prøver vi så med gymnastik

Ja, Christine er startet til gymnastik! TROLDEHOP, hedder det. Det er helt vildt for os, at det kan lade sig gøre, men vi vurderede, at det skulle prøves af. Vi havde haft et ønske om at have en aktivitet, vi kunne gå til med Christine i fritiden. Og indtil videre er det altså en succes.

Troldehop

Troldehop er et særligt hold for børn med autisme, adhd og lignende. Der er otte børn på holdet inklusive Christine, og der er en forælder med for hvert barn. Alle er mellem tre og fem år, så aldersgruppen er perfekt for Christine. Alt er struktureret, så børnene ved, hvad der skal ske, og hvad de kan forvente. Og så ligner setuppet meget Christines motorikhold i børnehaven. Det er lidt den samme type aktiviteter. Der bruges timetimer (visuelt ur), så børnene kan følge med i, hvornår en aktivitet stopper. Og hvert barn har en måtte med deres billede, hvor de sætter sig mellem aktiviteterne for at høre, hvad der så skal ske. Hver aktivitet forklares også med billeder, da børn med autisme ofte opfatter ting bedre visuelt end auditivt.

For bare et års tid siden havde vi ikke forestillet os, at Christine ville kunne rumme et gymnastikhold med så mange andre børn. Syv andre børn er i forvejen voldsomt for Christine. Da hun for halvandet år siden stoppede i dagplejen, hvor hun var eneste barn, var hun max vant til at være sammen med to andre børn på én gang. Og nu kan hun altså, til tider, forholde sig til syv andre børn og deres forældre. Man skal huske på, at når man er på hold med andre børn med autisme, så vil der tit være et eller flere børn med nedsmeltning, som hyler og skriger. Det kan være meget distraherende, både for børn og forældre. Men det accepteres, da det kan være vilkårene for at kunne møde op.

 

Fordelene ved et særligt gymnastikhold

Træneren på holdet har selv en lidt ældre dreng med autisme, så hun ved, hvad hun har med at gøre. Initiativet til holdet er super, da de her børn ikke bare kan passes ind på et normalt gymnastikhold, og det lave antal børn giver mere ro. Samtidig foregår det om søndagen, så børnene er nogenlunde friske. Og der kan altid være en forælder med, da hvert barn har brug for støtte og tryghed for at kunne klare aktiviteterne.

En anden skøn ting (for os) er, at der er mange piger på holdet. Piger med autisme har vi ikke mødt mange af. Generelt er tre ud af fire med en autismediagnose drenge, selv om man vurderer, at det nok i virkeligheden er fifty-fifty. Pigerne bliver blot ofte udredt og diagnosticeret i en senere alder end drengene, da piger er bedre til at tilpasse sig. Så nogle piger skjuler sig rigtigt længe. Pigeprofilen er tit anderledes og mere afdæmpet end drengeprofilen, men det er de samme vanskeligheder med det sociale og med forestillingsevnen, der gør sig gældende for begge køn. Det er lidt interessant for os som forældre at møde forældre til andre piger og høre, hvilke udfordringer de oplever.

Troldehop foregår i en gymnastiksal på en almindelig skole. Ude i skolegården er der både klatrestativ, hængekøjer, gynger, rutsjebane osv. Så kan der brændes lidt krudt af, inden gymnastiktimen starter, og Christine kan få en afslappende tur i en hængekøje, når vi er færdige. Det gør også, at der altid er en “gulerod”, hvis Christine en søndag ikke lige skulle have overskuddet til at komme afsted. Lovning på legeplads og McDonald’s til frokost efterfølgende kan gøre en verden til forskel. Ej at forglemme det flotte gymnastiktøj, der selvfølgelig også hører sig til, når man er stor pige, der går til gymnastik!

 

Christines første erfaringer med gymnastik

Nu har vi været til gymnastik to gange indtil videre. Første gang kom vi for sent, takket være halvmaraton som havde spærret halvdelen af København af. Og når man kommer for sent og samtidig ved et uheld får smækket indgangsdøren i stedet for at åbne den, så må man sende sms til træneren i håb om at blive lukket ind. Christine accepterede heldigvis, at vi startede med at lege på legepladsen i gården. Da træneren kom ned og åbnede, var mere end halvdelen af gymnastiktimen allerede gået. Det skulle dog vise sig, at det var helt ok at starte stille op første undervisningsdag. For efter anden gymnastiktime her i søndags, hvor vi var der hele timen, var Christine helt bombet. Og os med. Alle er meget på til sådan en omgang gymnastik.

Nogle måtte give op

Det var ikke alle børn, der var dukket op her sidste gang; to manglede. Den ene var en pige, der havde skreget det meste af gymnastiktimen sidste gang. Så forældrene overvejede vist, om det var det værd. Den anden var en dreng, der havde brugt meget af timen sidste gang på at løbe ud i omklædningen. Denne søndag var der så en mor til anden dreng, der måtte give op. Det havde til at starte med været svært for hende at få sønnen med op til salen. Han havde nemlig opdaget, at der var malet en masse tal på asfalten nede i skolegården – og han var tosset med tal, så dem skulle han gå rundt på. Dernæst kunne han ikke rigtigt finde ro i gymnastiksalen og klatrede i ribberne i stedet. Så moren valgte, at de måtte tage hjem. Jeg er ikke sikker på, at de kommer til Troldehop igen.

Få aktiviteter, god tid

Der var ikke så super mange aktiviteter til gymnastik, og der var god tid til alt. Der blev spillet ballon med fluesmækkere mellem hvert barn og forælder. Der blev lavet en bane til hvert barn, som så skulle gå krabbegang og trillebør. Måske var temposkiftet lidt højt, da der skulle skiftes mellem krabbegang og trillebør, som ikke alle børn lige mestrede. Heldigvis havde vi  leget en masse trillebør herhjemme i den forgangne uge, så Christine var helt på med det samme. Der var også balancebane (en af Christines favoritter) og til sidst den velkendte faldskærm. Generelt virkede Christine bare til at hygge sig; det var dejligt at se. Børnene er ikke så interesserede i hinanden, som jo også er velkendt ved autisme. Men Christine tjekkede alligevel de andre lidt ud, som hun altid gør. Alle børnene virkede trygge, da de havde en mor eller far med.

 

Og nu – helt udbrændt

Da timen var gået (og en time er jo lang tid), var Christine også brugt. Og hun var godt brugt resten af dagen. Ligesom den første gang hentede vi mad til frokost på hjemvejen, men Christine var for udkørt til at få spist noget. Vi foreslog, at vi alle tre tog en lur om eftermiddagen, men den eneste, der ikke fik lukket et øje, var Christine. Hun spillede i stedet ipad, løb rundt og snakkede og havde for megen uro i krop og sind til at kunne slappe helt af. Om natten og dagen efter havde hun lidt feber, og appetitten var væk. Nu her, flere dage efter gymnastik, er hun stadig ikke helt sig selv. Måske er det en reaktion på det nye, måske også lidt sygdom, da børnehaven er hjemsøgt at streptokokker i øjeblikket.

Vi håber, Troldehop bare kræver tilvænning, for det er en god aktivitet for hende – både socialt, udviklingsmæssigt og rent kropsligt. Ellers må vi genoverveje og se, om hun er mere klar om et års tid. Hele Christines øvrige balance skal jo ikke sættes på spil, hvis hun ikke kan rumme det her nu.

Tak fordi du læste med!

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie under ‘Om Christines Verden‘. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail.