Skal I ikke have flere børn?

børn søskende christines verden

Det svære spørgsmål om flere børn

Når ens første barn når et- eller toårsalderen, begynder folk rundt omkring ofte at spørge til, om man ikke skal have flere børn. Forespørgslernes frekvens øges jo ældre den førstefødte bliver uden at der kommer en toer. Det er også sket for os, det med efterspørgslen efter en lillebror eller lillesøster. Det til trods for, at de fleste omkring os må have kunnet se, at vi havde mere end nok at se til med hende den første, der ved toårsalderen fik sin autismediagnose.

Vores forældre fandt nok relativt hurtigt ud af, at der ikke lige var udsigt til en toer hos os. Så de spørger ikke til flere børnebørn. Og vi har immervæk også gjort meget ud af at forklare dem, hvor meget Christine kræver af os. At hun faktisk tæller for flere børn med de vanskeligheder, hun har, og den opmærksomhed hun kræver. Men det kan stadig være svært for vores omgivelser at forstå omfanget af arbejdet med hende, når man ikke er sammen med os til hverdag.

 

De vigtige overvejelser

Det er jo ikke, fordi vi ikke VIL have flere børn, at vi ikke har lavet en lillebror eller lillesøster. I vores verden er det bare ikke så nemt som at sige “nu vil vi gerne have et barn mere”. Og det er der flere årsager til. Årsager, der kræver, at vi virkelig tænker os om, inden vi springer ud i sådan noget. Og det handler ikke blot om, at vi allerede har et barn med en diagnose.

 

Fertilitetsbehandling

Den ene årsag er, at vi ikke bare lige kan få børn. Vi skal have hjælp til det, og det fik vi også med Christine. Christine havde ikke været her i dag, hvis ikke jeg havde taget både hormoner, stukket mig med sprøjter og taget sukkersygemedicin i flere måneder pga PCOS. Jeg måtte også afsted til scanning i tide og utide.

Hormoner og sprøjter var, hvad det var. Men medicinen gjorde, at jeg måtte afholde mig fra de fleste typer kulhydrater generelt, hvidt brød, sukker, osv. Det er sværere, end man lige tror, og straffen for en halv skive hvidt brød eller en smule sukker var slem diarre. Som jeg husker det, havde jeg faktisk maveproblemer stort set hver dag i i hvert fald et halvt år, uanset hvad jeg gjorde. Og der røg ti kilo af vægten, så jeg var pænt slank til sidst. Samtidig går man gennem et væld af følelser, når kroppen ikke bare lige fungerer, som den skal. Det kræver overskud at gå igennem en fertilitetsbehandlingsproces.

 

Kan vi håndtere det?

En anden og mere tungtvejende årsag er hensynet til Christine, det nye barn og vores eget overskud. Kan vi klare endnu et barn, når Christine har de markante behov, som hun har? I forvejen tæller hun for flere børn. Som det er i dag, kan jeg i de fleste dagligdagssituationer slet ikke se, hvordan der skulle være plads til et barn til. Christine er meget akut i sine behov. Det er heller ikke til at sige, om Christine ville acceptere en lillebror eller -søster. Hun ville ikke bare reagere som andre børn og slå sig til tåls. For hun mangler evnen til at sætte sig ind i, at verden ikke kun handler om hende og ikke kun ses fra hendes perspektiv.

Så ville hun kræve mig lige så meget som nu, selv hvis jeg havde en baby at tage mig af? Ville hun overhovedet lade mig forsøge at dække babyens behov uden kamp? Ville hun acceptere at dele mig og hendes far med en anden?

Der er mange søskende, der “lever i skyggen” af et barn med autisme. I skyggen af de særlige behov, som skal tilgodeses. Som må vokse op med savnet efter aktiviteter sammen med både mor og far, fordi der altid er en forælder, der skal tage sig af hans eller hendes bror eller søster, som ikke magter de samme aktiviteter. Som må leve som tilskuer til de daglige nedsmeltninger og udfordringer. Som må acceptere den alt for strukturerede hverdag, der nemt bliver meget rigid for et normaltfungerende barn. Og som selv som voksen må leve med, at hans eller hendes bror eller søster fortsat kræver megen mere opmærksomhed og omsorg.

 

Genetik

Endnu en årsag er det genetiske aspekt. Den øgede risiko for at få endnu et barn med autisme, nu hvor vi allerede har et. Der er op til 25 % sandsynlighed for, at barn nr to også får autisme. Det er en stor risiko. Det ville kræve sindssygt meget som familie at have to børn med autisme. Man kan nemt knække nakken med blot et enkelt barn med autisme, især i de senere kampe med kommune og myndigheder, så to børn med autisme?

Lad mig slå fast, at jeg elsker Christine fuldstændigt sindssygt højt, lige som hun er. Men jeg ville til hver en tid tage autismen fra hende, hvis jeg kunne. Mange forældre til børn med autisme siger, at de ikke ville ønske at tage autismen fra deres børn. De  føler, at autismen er så stor en del af deres børn, at det ikke ville være det samme barn uden autismen. Det har jeg stor respekt for. For mit vedkommende er autismen en stor del af Christine, men hendes klogskab, hendes personlighed, hele hendes skøre væsen, ville altså være der, uanset om autismen havde været der eller ej. Det er jeg overbevist om. Autismen gør det bare så svært for hende at være i denne verden på hendes egne vilkår. Og det ville jeg ønske, at jeg kunne ændre på.

 

Økonomi og hverdagslogistik

Sidste årsag er økonomien og logistikken. I forvejen er jeg hjemmegående og har dermed ingen indkomst. Flere børn øger udgifterne for os som familie. Og hvis vi fik endnu et barn med autisme, ville økonomien blive sat under yderligere pres.

Udfordringerne med at få hverdagens logistik til at hænge sammen ville også blive større. Det er klart, at Christine med alderen forhåbentlig vil blive bedre til at håndtere, at logistikken i hverdagen ændrer sig. Men det vil altid give bølger for hende. Det, at et andet barn skulle hentes fra daginstitution, køres til eller fra fritidsaktiviteter og lignende, ville gøre hverdagen sværere for Christine.

 

De positive aspekter

Der ville naturligvis være rigtigt mange positive aspekter ved at få et barn til. En søskende, som kunne lære noget af Christine, og som kunne lære Christine noget. En legekammerat til Christine, hvis Christine altså med tiden lærer at involvere andre i sin leg. En, der kan hjælpe hende med at tolke verden. En, der forhåbentlig er der som en ven resten af livet gennem tykt og tyndt. Som søskende nu er.

I forhold til mine egne egoistiske behov ville endnu et barn også give mig muligheden for at opleve, hvordan man er mor sådan på helt normal vis. Mor til et barn, der reagerer, som børn nu gør oftest. Mor til et barn, der forhåbentlig spiser og vokser, som det skal. Mor til et barn, der udvikler sig helt efter planen, men selvfølgelig med plads til afvigelser, som der jo er hos mange børn. Mor til et barn, der inkluderer mig mere i sit liv, sådan helt intuitivt. Mor til et barn, der viser mere interesse for sin omverden. Og ikke mindst, mor til to.

Ikke mindst er der, igen lidt egoistisk, håbet om at få børnebørn en dag. At videreføre familien. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi nok ikke regner med, at Christine når dertil, hvor hun har lyst til, får behov for endsige magter at få børn. Hele behovet for at få et barn at drage omsorg for og opdrage ligger sandsynligvis ikke i hendes mindset. Så vælger vi, at Christine skal være enebarn, så betyder det, at sandsynligheden for at få børnebørn er forsvindende lille.

 

Ingen kender svaret

Folk spørger stadig, om vi har overvejet at få flere børn. Men jeg oplever, at de er begyndt at gøre det med vores udfordringer in mente. Og de gør det sådan mere forsigtigt. Når jeg svarer og forklarer, hvad vi er nødt til at overveje og tage højde for, er der også fuld forståelse. Nogle får en øjenåbner. Folk undervurderer ikke mere i samme grad, hvilke udfordringer vi står over for med det ene barn, vi har.

Der var engang en pædagog i børnehaven (fra en anden stue), der sagde, at nu hvor jeg alligevel gik hjemme, kunne vi da lige så godt få et barn til. Så var tiden der jo til det. Lige den udtalelse var mangel på viden om og forståelse for vores situation. For siden Christine blev født og op til nu, har der ikke været plads til flere børn i vores lille familie. Når man hele tiden skal støtte op om sit barn og være ti skridt foran, er der fx ikke plads til søvnmangel affødt af en lille ny baby. Der er ikke plads til mange flere konflikter, end dem vi allerede har i hverdagen. Der er ikke plads til flere udfordringer.

Jeg kender ikke svaret på, om vi skal have flere børn. Der er så mange overvejelser, der skal gøres, inden vi springer til den beslutning. Det gør ondt at tænke på, at vi måske ikke skal have flere børn. Jeg ville virkelig gerne, hvis vores liv kunne rumme det. Men jeg må også indse og acceptere, at det et eller andet sted er mit eget egoistiske behov at få et barn til. Og Christines fars, ikke at forglemme. Ikke Christines.

Indtil videre holder vi sindet åbent og ser, hvad fremtiden bringer. Og vi svarer altid gerne, når I spørger, om vi skal have flere børn. Der kommer bare altid en lang forklaring med. Uanset hvad vil jeg altid fortælle jer dette: At jeg glæder mig over, at jeg i det mindste har fået lov til at blive mor til Christine og hjælpe hende sikkert og trygt igennem livet. Med alt hvad det indebærer.

Tak, fordi du læste med!

 

Hvis du ikke kender mig i forvejen, kan du læse lidt om mig og min familie her. Og du kan få besked om nye blogindlæg ved at tilmelde din mail her på bloggen eller følge min facebookside.

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.